Det sker der i kroppen, når du har tømmermænd

Tømmermænd giver tørre tæsk til din krop. Se her, hvad håndværkerne gør ved din hjerne, hud, mave mv.

kvinde med tømmermænd

Hjernebarken Korttidshukommelsen sidder i hjernebarken, og den bliver svækket, når du har tømmermænd – formentlig pga. væskemangel i hjernen. Resultatet er, at du fx nemmere glemmer beskeder.

Hjernehinderne Når du mangler væske, dræner du hjernecellerne for vand. Det får hjernen til at skrumpe. Når hjernen bliver ‘for lille’, trækker den i smertefølsomme hinder omkring hjernen – og det er den mekanisme, der giver dig en dundrende hovedpine.

Hippocampus/lillehjernen Dybt i hjernen ligger langtidshukommelsen – i hippocampus og lillehjernen. Det er her, vi lagrer vores viden om, hvordan vi gør forskellige ting – fx hvordan man spiller på et instrument. Meget tyder på, at tømmermænd svækker denne del af hjernen i kraft af væskemanglen og de ophobede giftstoffer, som også findes i alkoholiske drikke.

Træthed Alkohol forstyrrer søvnfaserne, så du har mindre drømmesøvn i starten af søvnen, men mere hen mod slutningen. Måske vågner du endda med et mareridt, som gør dig uklar og forvirret. Dagen efter er du præget af den dårlige søvn.

Munden Du har knastør hals og mund, fordi alkoholen har drænet dig for væske.

Hjertet Hjertet slår hurtigere end normalt, fordi det som hjernen mangler væske. Hvis væskemanglen er rigtig slem, kan du også være i underskud af kalium og natrium, som styrer hjerterytmen. I så fald kan du opleve, at hjertet slår uregelmæssigt.

Maven Maven er godt og grundigt irriteret, fordi alkohol skruer helt op for mavesyreproduktionen. Derfor får du kvalme.

Inflammation Alkohol nedbrydes til giftstoffet acetaldehyd, som gør kroppen betændt og irriteret. Denne inflammation fremkalder en generel ubehagsfølelse i dig.

Huden Huden er drænet for væske. Det gør den træt og udtørret at se på. Bedre bliver det ikke af, at alkohol også udvider blodkar, der gør ansigtshuden rød og oppustet.

Blæren Alkohol bremser produktionen af hormonet ADH, der normalt holder på væsken og nedsætter urinproduktionen. Når du har mindre ADH i blodet, tisser du mere, end du drikker, og kommer i væskeunderskud.

Artiklen blev bragt i Aktiv Træning nr. 12/2015