Det siger din puls om dig

Din puls kan sagtens svinge fra dag til dag. Det kan der være mange grunde til, men når det sker, er det, fordi din krop prøver at fortælle dig noget. Her er nogle typiske årsager til, at din puls pludselig kan opføre sig anderledes.

Er du træt eller småsyg?

Hvis du er træt efter en lang arbejdsdag, vil du have svært ved at få pulsen op. Det er en klar indikation på, at kroppen ikke er helt på toppen og har brug for en pause. Hvis du er småsyg, vil din puls til gengæld ligge højere, end du er vant til – både under hvile, og hvis du træner. Det skyldes, at din krop er belastet, og at den er i gang med at forsvare sig mod infektionen.

Har du det godt mentalt?

Følelsesmæssige påvirkninger som stress, nervøsitet, angst eller lignende sætter kroppen i alarmberedskab. Det får den til at producere hormonet adrenalin, som både hæver din puls og dit blodtryk, så du er klar til at yde over evne. Det kan være en fordel, hvis du kortvarigt skal præstere noget fysisk, men over tid er det ikke en sund tilstand at være i.

Ryger du?

Undersøgelser har vist, at folk, som ryger 20 cigaretter om dagen, har en hvilepuls, der i gennemsnit ligger syv slag over det normale. Det skyldes bl.a., at tjæren i røgen gør lungernes små, tynde luftblærer stive og ødelægger dem. Samtidig bliver kulilten ført rundt i kredsløbet og forkalker blod­årerne, hvilket hæmmer blodstrømmen til hjertet. Derudover gør kulilten det sværere for blodet at optage den nødvendige ilt, fordi kulilten tager pladsen i blodet fra ilten.

Har du det varmt?

Hvis det er varmt, og du måske heller ikke har fået nok at drikke, vil din puls ligge højere end normalt. Derfor kan du også få særligt høj puls i et spinning­lokale, eller hvis du er på ferie under varmere himmelstrøg.

Dyrker du ny træning?

Hvis du dyrker en anden type sport, end du plejer, vil det typisk være sværere at presse pulsen op. Det skyldes, at muskel­arbejdet er anderledes, og at musklerne derfor syrer til, inden pulsen kommer op. Derudover stiller et nyt og anderledes bevægelsesmønster store krav til din koordination. Derfor vil hjernen ofte blive træt, inden kroppen gør det.

Er du mand eller kvinde?

Hos et voksent menneske slår hjertet i gennemsnit 60-90 gange i minuttet. Det kan dog variere en del fra person til person – både i forhold til vores fysiske form og efter køn. Kvinders puls ligger nemlig typisk 8-10 slag højere end mænds. Det skyldes primært, at kvinder har lidt mindre hjerter, end mænd har. Derfor pumper de også mindre blod for hvert slag, så for at få nok blod rundt i kroppen skal hjertet altså slå lidt oftere.

Har du en usund livstil?

Folk med en usund livsstil har typisk en høj hvilepuls. Og det er ikke bare usundt på kort sigt. Folk med en høj hvilepuls kan nemlig forvente at leve kortere tid end andre. Det viser et studie, som i 2013 blev publiceret i det britiske tidsskrift Heart. Studiet bygger på data fra 3.000 mandlige deltagere, der har fået overvåget deres livsstil over en periode på 16 år.

Og resultatet viste en klar sammenhæng mellem folks hvilepuls og deres levealder. Ifølge forskerne lever folk med en hvilepuls på under 50 slag i minuttet længst, mens 50-80 slag i minuttet betød en lidt kortere levealder. De deltagere, som havde en hvilepuls på 80-90 slag i minuttet, havde dobbelt så stor risiko for en tidlig død i forhold til deltagerne med den laveste hvilepuls. Og deltagerne med en hvilepuls over 90 tredoblede risikoen for en tidlig død.

Drikker du kaffe?

Koffeinholdige drikke som te, kaffe og cola får pulsen til at stige. Det stimulerer produktionen af adrenalin, som får blodkarrene til at trække sig sammen, hvilket øger din puls – dog kun kortvarigt.

Træner du tidligt eller sent?

Mange folk træner efter deres puls. Her er det godt at vide, at hvis du træner om morgenen eller sent om aftenen, vil din puls typisk være lavere. Det skyldes, at dit metaboliske system ikke er helt vågent i ydertidspunkterne, og derfor kan det være svært at presse pulsen ordentligt op.

Hvordan er din form?

Jo hurtigere du løber eller cykler, desto hurtigere vil dit hjerte slå, så der kan blive leveret brændstof til dine muskler. Og jo mere du motionerer, jo stærkere vil dit hjerte blive. Derfor bliver det stille og roligt i stand til at pumpe mere ilt og næring rundt i kroppen for hvert hjerteslag, hvilket betyder, at det ikke behøver at slå så mange gange for at dække kroppens behov. På den måde er din puls en god indikator på, om du er i god eller dårlig form.