3 grunde til at du får tics i øjet
Kender du det, når øjenlåget ligesom hopper eller vibrerer lidt? Her får du tre mulige forklaringer på de ufrivillige spjæt.
Kender du det, når øjenlåget ligesom hopper eller vibrerer lidt? Her får du tre mulige forklaringer på de ufrivillige spjæt.
De små, spontane sammentrækninger ved øjet, som ofte forveksles med tics, kan være vældig generende, men er i langt de fleste tilfælde harmløse.
Fænomenet kaldes muskeltics og skyldes overaktive muskelfibre, der trækker sig sammen uden for viljens kontrol. Det klassiske eksempel er et vibrerende øjenlåg, men muskeltics kan også forekomme andre steder i kroppen, fx i læggen eller i ballen.
I enkelte tilfælde kan de godartede spjæt omkring øjet skyldes en kronisk tilstand kaldet blefarospasme. Sygdommen viser sig ved ufrivillig blinken eller øjenlågskniben og kan i alvorlige tilfælde behandles med botox, der går ind og lammer musklerne.
Hvis du kun døjer med sitrende øjenlåg i perioder, er det mere sandsynligt, at det skyldes din livsstil. Selvom forskerne endnu ikke har kunnet fastlægge én præcis forklaring på muskeltics i øjenlåget, er der nemlig flere livstilsrelaterede faktorer, der menes at have indflydelse på de spontane spjæt. Se dem her:
1. Du indtager meget koffein
Ligesom koffein kan give øget hjertebanken, kan det også være en mulig årsag til muskeltics. En potentiel forklaring er, at koffein virker stimulerende, hvilket øger mængden af de såkaldte transmittere, der sender signaler til muskelfibrene om at trække sig sammen, fx i øjenlåget.
2. Du er stresset
Kan man få tics af stress? Ja det kan du godt. Muskeltics er et almindeligt symptom på stress. En mulig forklaring er, at du typisk har mere adrenalin i kroppen, når du er stresset, hvilket kan gøre det lettere for musklerne at trække sig sammen. Det samme er tilfældet, hvis du bliver bange eller forskrækket.
3. Du er træt
Når øjenlåget vibrerer, prøver kroppen typisk at fortælle dig, at du skal slappe af eller lave noget andet end det, du er i gang med. Både træthed og for lidt søvn kan nemlig resultere i sitrende øjenlåg.
Kilde: Jacob Geday, speciallæge i neurologi