Spar penge på madbudgettet: Diætistens tips og 27 byttehandler

Synes du også, det er blevet møghamrende dyrt at købe ind? Her får du diætistens bedste spareråd til sund mad, hvor der ikke gås på kompromis med smagen.

hvidkål

HVIDKÅL – er en ægte spare-penge-superfood. Få forklaingen og 26 andre madvarer, der redder dit budget.

© iStock

Kære diætist


"Jeg vil egentlig gerne spise fornuftigt, men jeg synes, det er blevet møghamrende dyrt at handle ind. Kan du ikke hjælpe mig med, hvordan jeg kan spise sundt uden at blive ruineret?"

Bedst som man tror, man er en toptjekket type med styr på privatøkonomien, så ...BAM!

Ind fra højre kommer stigende energipriser, amokinflation, en hilsen fra skattefar, fortsæt selv listen.

Når det sker, er det fristende at hakke et stort stykke af madbudgettet med sparekniven, men vi vil jo også gerne spise godt. Og sundt.

Hvis jeg var træls, kunne jeg opfordre dig til at dele min passion: at nærstudere tilbudsaviser og sætte krydser.

Nej, jeg tænkte det nok!

Der er heller ingen af mine venner, der er sprunget på den.

Du kan også bare købe det billigste produkt hver gang, fx discounttomaten frem for den dyre med stilk. Men det kan også blive for surt!

I forvejen raver du måske rundt i halvmørke (man skulle nødigt bruge for meget el) og halvfryser (man skulle nødigt bruge for meget gas), og du går måske også lidt på kompromis med det røde kød og sukkeret i sundhedens navn.

Så er det altså ikke nogen fest oven i hatten at skulle gå på kompromis med smagen af det sunde.

Derfor har jeg samlet 3 tips og en masse byttehandler, der kan barbere toppen af dit madbudget, uden du skal gå på kompromis med den gode smag.

Tip 1: Når du køber ind ...

... så prøv at gøre det for nogle dage ad gangen (jo, du KAN godt).

Hver gang vi handler, har vi det sjovt nok med at kyle noget i vognen, der ikke stod på sedlen. Ved at handle lidt sjældnere laver du færre impulskøb samlet set.

Når du kommer hjem fra supermarkedet, så gør dig selv den tjeneste at rydde op i (køle)skabet, så de ældste varer står forrest og ikke ender sine dage på restehospice inde bagerst i mørket. Indfør mindst én ugentlig tøm-køleskabet-dag.

Tip 2: Det lyder måske som noget, du har hørt før, men ...

... det er så, fordi det faktisk er et ualmindeligt godt råd. Spis det, der er i sæson.

Det er her, frugt og grønt er billigst OG lækrest, og det er simpelthen et must, at maden er appetitlig, hvis din motivation for at spise sundt skal holde længere end en liter mælk.

Spis løs af kål, rodfrugter, porrer og citrusfrugter om vinteren, og frås i bær, solmodne tomater og bladgrønt om sommeren.

Tip 3: Og vinderen er ...

... den, der formår at opbevare de dyrtindkøbte råvarer, så de ikke ender deres dage i skraldespanden.

Jeg putter personligt næsten alt (undtagen bananer – men ja, også tomat, avocado og citrusfrugter) i køleskabet, og så tager jeg det ud, i takt med at jeg skal spise det.

Det holder sig meget bedre inde i kulden, og hvis bare du tager det ud af køleskabet, aftenen før du forventer at sætte tænderne i det, skal det nok smage helt perfekt.

Frugt og grønt, du ikke får spist, kan som regel gemmes i fryseren. Fx er brune bananer på frys geniale i smoothies (eller banankage, men nu skulle det jo være sundt, ikk'), og de fleste grøntsager og urter kan også sagtens fryses og bruges i fx en suppe eller gryderet.

Dyrt til billigt

Friske hindbær, helt perfekt modnede avocadoer, levende østers og hvide trøfler er dyrt. Her får du mine bedste bud på billige og supersunde madvarer, der snildt kan erstatte de lidt mere pebrede slags – enten fordi de er billige, rækker længere eller holder sig bedre:

27 byttehandler

  • Salat = kål
  • Asparges = Frosne ærter
  • Tomat = Dåsetomat
  • Spirulina = Spinat
  • Forårsløg = Almindelige løg
  • Jordbær = Frosne jordbær
  • Blåbær = blommer
  • Mango = Æble
  • Guacamole = Hummus
  • Yoghurt = Havregrød
  • Parmesan = Pecorino
  • Laks = Sild
  • Hellefisk = Dåsemakrel
  • Torsk = Sej
  • Svinefars = Rodfrugtfars
  • Oksetern = Tørrede bønner
  • Hakket oksekød = Røde linser
  • Quinoa = Grønne linser
  • Chiafrø = Hørfrø
  • Spelt = Havre
  • Pasta = Kartofler
  • Madpandekager = Kålblade
  • Valnødder = Mandler
  • Flaskevand = Hanevand
  • Bagerbrød = Hjemmebag
  • Takeaway = Rugbrødsmadder
  • Købepizza = Æggekage med grønt- og kødrester