Hvordan slipper jeg af med min sukkerafhængighed?
Det er en superdårlig idé at gnaske slik på daglig basis, så der er al mulig grund til at slippe af med det, du kalder afhængighed.
Det er en superdårlig idé at gnaske slik på daglig basis, så der er al mulig grund til at slippe af med det, du kalder afhængighed.
Selvom det føles, som om slikskabets sirenesang kalder dit navn ud i stuen hver aften, så kan du faktisk ikke blive fysisk afhængig af sukker. I hvert fald ikke på samme måde som af alkohol eller stoffer.
Men vaner er en meget stærk drivkraft, og de påvirker vores handlinger i en grad, så det sagtens kan føles, som om en bestemt adfærd ikke længere er frivillig. Desuden er vi biologisk programmeret til instinktivt at vælge energitæt mad for at kunne overleve.
Du skal altså ikke slå dig selv oven i hovedet, hvis det er svært at sige fra, for det er det! Men slip ideen om at være afhængig, og kig i stedet på, hvad du spiser, hvornår og hvorfor.
Er det for hyggens skyld? Spiser du som belønning for en overstået arbejdsdag eller måske som trøst, når du bliver trist? Er de søde sager bare til rådighed hele tiden? Uanset årsagen (og der kan være flere), så spørg dig selv: Er det lyst eller trang?
Der er forskel på at kunne tænke sig en is, som man smager på og nyder. Og modsat, at have trang til at spise noget hurtigt i store mængder uden at smage ret meget på det.
Kender du dit mønster, kan du bedre gøre noget ved det. Snacker du af lyst, så øv dig i at prioritere. Spørg dig selv: “Er det her kalorierne værd?”
Læs også: Kalorieberegner – Hvor mange kalorier har jeg brug for?
Hvis det nærmere er en trang, du kæmper med, så undersøg, hvad der trigger den. Hvorfor får du brug for at spise det her nu? En trang kan også bygge sig op, når vi forbyder os selv bestemte ting. Så vælter korthuset pludselig, og vi giver los, fordi det “allerede er gået galt”. Så drop forbud, for alt er tilladt – men med måde.
I en fornuftig kost er der også plads til lidt søde sager, det gælder bare om at vælge hvilke. Hvis du oplever, at din spisning er helt ude af kontrol, så søg hjælp.