Derfor kan du ikke modstå sukker

Der er faktisk en helt naturlig forklaring på, hvorfor det kan være svært at lade slikskålen være. Bliv klogere på, hvorfor du er programmeret til at have en sød tand her.

Kvinde kigger forelsket på en cupcake

SUKKERTRÆNGENDE? Her er forklaringen.

© Ditte Capion

Du har muligvis hørt før, at din indre sukkergris stammer helt tilbage fra urtiden, og selvom det kan lyde som en dårlig undskyldning for at lade snackarmen arbejde videre, så er der noget om snakken. Når vores hjerner oplever hver skefuld sukker som en lille, berusende belønning, er det langt fra en tilfældig mekanisme: Mange års evolution er gået forud for at installere den trang i os.

Flere ting har gennem millioner af år gjort os ekstra glade for sukker, men de har det tilfælles, at de hjalp vores forfædre med at overleve det barske liv på savannen. Her er tre af grundene til, at en solid sukkertrang for lang tid siden var en fordel og ikke bare et irritationsmoment.

Sødt = spiseligt, bittert = uspiseligt

Forestil dig, at du er urmenneske, og skal overleve i naturen. Hvordan finder du ud af, hvad der kan spises, og hvad der i en fart skal spyttes ud igen? En af dine rettesnore – som er kodet ind i dit DNA – er, at sødt er spiseligt, og bittert er potentielt giftigt. Derfor vil du også foretrække det søde, mens det bitre ofte kræver lidt tilvænning.

Det ses særligt tydeligt hos kræsne børn, hvor det typisk er bitre ting – som mange typer kål – de nægter at indtage. Når særligt grøntsager falder i unåde, menes det at hænge sammen med, at småbørn har mere veludviklede smagsløg, når det kommer til de bitterstoffer, der findes i fx broccoli.

Sukker hjælper dig med at lagre fedt

Når du lever i en verden, hvor mad fra tid til anden er en knap ressource, er det heldigt, der findes noget, som kan hjælpe dig med at lagre fedt. Sukker giver nemlig ikke kun hurtig energi, men hjælper også kroppen til at lagre fedt – hvilket er meget praktisk, hvis du skal overleve lang tid uden nok føde.

Sukkers evne til at hjælpe os med at tage på er også grunden til, at mange kosteksperter peger på sukker som en større synder end de fleste slags fedt – sukkerrige mad- og drikkevarer mætter sjældent særligt godt, og samtidig har sukker den egenskab, at det bliver omdannet til fedt i kroppen, hvilket er den perfekte opskrift

I hungersnød er det kun den største sukkergris, der overlever

Når vi snakker sukkertrang, tilskriver nogle forskere en istid for cirka 15 millioner år særlig betydning. Dengang overlevede vores fjerneste forfædre – fra lang tid før vi blev mennesker eller i det hele taget aber – en langstrakt periode med mangel på næring, og her mener man altså, at vores DNA undergik en forandring, der forstærkede vores lyst til sukker. Uanset om det passer eller ej, så er det uomgængeligt, at vi som race har levet mange flere år med sult end med overflod. Derfor bor der stadig et forhistorisk væsen i dig, der tror, der aldrig er hverken mad eller sukker nok.

Næste gang du bukker under for sukkertrang, kan du altså trøste dig med, at din sukkertrang – bogstaveligt talt – er urgammel.