Polyfenoler er en gruppe af de mest kendte antioxidanter, og de findes i mange fødevarer, fortæller Marianne Nissen Lund, professor i fødevarekemi og en af hovedpersonerne bag studiet.
“Polyfenoler er en gruppe antioxidanter, som er naturligt forekommende i blandt andet planter, frugter, grøntsager, vin, øl, rødvin og kaffe. Udover at de er til stede i plantebaserede fødevarer, så bliver de også ofte tilsat animalske fødevarer, fordi de sørger for, at for eksempel kød ikke bliver harsk.”
Polyfenoler er kendte for at have en antiinflammatorisk effekt i kroppen, men meget tyder nu på, at de er endnu mere effektive til at bekæmpe inflammation, når de hygger sig sammen med proteiner, forklarer professoren i fødevarekemi:
“Der kan opstå inflammation i din krop, når du for eksempel overbelaster en muskel, får et slag og i forbindelse med nogle sygdomme såsom leddegigt. Vi vidste i forvejen at polyfenoler kan have antiinflammatoriske effekter i kroppen, men det nye i vores studie er, at kombinationen af polyfenoler og proteiner øger den antiinflammatoriske effekt,” fortæller Marianne Nissen Lund.
Læs også: Antiinflammatorisk kostplan