Forskere opdager uventet ulempe ved bananer
Amerikanske forskere har måske opdaget en lille ulempe ved bananer, der sikkert vil overraske dig.
Amerikanske forskere har måske opdaget en lille ulempe ved bananer, der sikkert vil overraske dig.
Der er mange gode grunde til at smide en banan i blenderen, når du laver smoothies. Fx vitaminer, sød smag, sunde kostfibre og en cremet konsistens.
Men nu har amerikanske forskere måske opdaget en lille ulempe ved de populære gule frugter.
Et studie fra University of California tyder nemlig på, at bananer får nogle af de sunde stoffer i din smoothie til at fordufte.
De sunde stoffer, som banan kan drille, er flavonoider, en gruppe antioxidanter, der findes i fx bær, og som menes at kunne styrke dit immunforsvar.
Skurken er enzymet polyfenoloxidase, der findes i næsten al frugt, men i særdeleshed i bananer. I studiet anvendte forskerne smoothies til at undersøge, hvordan polyfenoloxidaser påvirker kroppens optagelse af flavonoider.
Forsøgspersonerne fik smoothies – henholdsvis med og uden banan – samt en kapsel med flavonoider og fik herefter analyseret blod og urin.
Her så forskerne – til deres store overraskelse – at de, der havde drukket banansmoothies, havde 84 pct. færre flavonoider i kroppen end de, der drak smoothies uden banan.
Der er dog tale om et meget lille studie, men drikker du primært smoothies for flavonoidernes skyld, kan du overveje at undgå banan og bær i den samme smoothie.
Og ellers, så fortsæt endelig med det mix, du synes bedst om, hvis det er det, der gør, at du får indtaget frugt og grønt.
Læs også: Sunde bananpandekager med havregryn – uden mel og sukker