4 fede fordele ved at løbe den samme rute hver gang

Er du glad for din faste løberute, så løb endelig bare videre. Få løbetrænerens gode argumenter for, hvorfor det faktisk kan hjælpe dig til at blive hurtigere.

Kvinde løber i byen

DET ALLERVIGTIGSTE VED LØB ER – at du kommer afsted. Og her kan en velkendt løberute gøre det lidt nemmere at få snøret løbeskoene.

© iStock

Du har sikkert hørt mange gode argumenter for, hvorfor det kan være godt at variere dine løbeture.

I dag går vi den stik modsatte vej. For er du en af dem, der bare elsker at løbe præcis den samme rute gang efter gang, er der bestemt også fordele ved det.

Tjek bare, hvad løbecoach og personlig træner Christina Heick har på hjerte. Hun løber i øvrigt meget ofte selv den samme rute.

Læs også: Kan 1 kilometer om dagen gøre dig til løber?

4 fordele ved den samme løberute

Større chance for, at du kommer afsted

Nemt og bekvemt. Sådan begrunder løbetræner Christina Heick, hvorfor så mange af os løber den samme rute igen og igen.

“Det er nemt at overskue. Har du en travl hverdag, er det rart, at du ikke skal bruge tid på at finde en ny løberute, men bare kan løbe afsted. Du ved, hvad du får, og hvor lang tid, det tager,” siger hun og understreger, at det har en stor værdi.

“Jo bedre, du kan overskue din træning, og og jo mere tryg du føler dig, jo større chance er der for, at du rent faktisk kommer afsted på din løbetur. Og det er det allervigtigste,” siger Christina Heick.

Læs også: 10 løbere: Derfor er det fedt at løbe

Lettere at måle fremgang

Selv om man måske ikke er et udpræget konkurrencemenneske, vil de fleste af os gerne blive bedre – og hurtigere – til dét, vi gør. Det gælder naturligvis også for løb. Og her kan en velkendt løberute også noget.

“Den mest oplagte fordel ved at løbe præcis den samme strækning er, at man meget nemmere kan vurdere, hvorvidt man forbedrer sin tid,” siger løbetræneren.

Måske løber du med løbeur, og så er det naturligvis let at holde øje med tiden, men fremgangen kan også måles på andre måder.

“Du ved jo selv, hvor du plejer at være nødt til at holde en pause, måske ved et bestemt træ, men pludselig kan du sagtens løbe lidt videre, og det er supermotiverende at opleve,” siger Christina Heick.

Læs også: Hvor lang er DIN favoritrute? Mål den her

Du kan koncentrere dig om dit løb

Når du er ude at løbe, er det mest optimalt, hvis du kan koncentrere dig om din løberytme, din krop og dit åndedræt. Det er noget sværere på en ny rute.

“Er du ude på en ny rute, bruger du energi på at lære ruten at kende. Du skal holde øje med underlaget, med trafikforholdene og med, hvilken vej du skal løbe, og det fjerner fokus fra dit løb,” siger løbetræneren.

Læs også: Sådan træner du på løbebånd

Nemmere at presse sig selv

Christina Heick får mange nybegyndere som klienter. Her er hendes første fokusområde at hjælpe dem i gang med at løbe og dernæst at få dem i bedre form og få løbetempoet op.

“Når man kender ruten, er det mere overkommeligt rent mentalt at lege lidt med pacen. Jeg oplever klart, at min klienter er mere trygge ved at skulle presse sig selv ud af deres komfortzone, når de fx ved, hvor langt der er hen til den næste lygtepæl,” siger hun.

Læs også: Kom godt i gang med intervalløb

Og netop dét at presse sig selv er for løbetræneren det allervigtigste, hvis man vil forbedre sit løb.

“Jeg er sådan set ligeglad med, om folk løber den samme rute 20 gange eller 100 gange. Og om de har gjort det i 4 år. For mig handler det om, hvor meget de presser sig selv, og det er altså lettere for de fleste på en velkendt rute,” understreger løbetræneren.