Fra ikke-løber til halvmarathonløber

Du behøver ikke være rutineret løber for at skrive halvmarathon på CV'et. Læs, hvordan to ikke-løbere krydsede målstregen, og stjæl deres tips.

Fotos af to kvinder i 30'erne med startnumre og løbetøj.

HALVMARATHON Louise, 38 år og Julie, 33 år, har begge gennemført halvmarathondistancen uden at være rutinerede løbere på forhånd.

Drømmer du om at omsætte dine løbeture til et fedt motionsløb? Så overvej da lige et halvmarathon. For de 21,1 km er faktisk inden for rækkevidde for langt de fleste. Tror du os ikke, så se, hvordan to kvinder gik fra at være ikke-løbere til at krydse målstregen i et halvmarathon.

🎧Prøv I FORMs halvmarathon-program på 12 uger med lydguide

Julie, 33 år: Det handler mere om mindset end om at være sporty

I modsætning til sin søster og far var Julie aldrig den sporty i familien. En dag besluttede hun, at den fortælling skulle lægges i graven. Siden har hun gennemført tre halvmarathoner på ren og skær vilje.

© Privat foto

Hvordan var din form før halvmarathon?
“Jeg var ikke et løbemenneske og ikke i specielt god form. Min far og min søster har altid løbet, og jeg har haft det fint med, at det var noget, de gjorde. Min søster var den sporty af os, og jeg var hende, der kunne noget med computere.”

Hvordan kom du i gang med løb?
“Min kæreste og jeg var lige gået fra hinanden, og der skulle ske noget. Ville gerne tabe mig og komme i bedre form. Så da min far en dag spurgte, om jeg ville med ud at løbe, løb jeg med en lille del af vejen. Det var slet ikke så slemt, så næste dag løb jeg med hele vejen.”

Test dig selv: Er halvmarathon noget for dig?

Hvorfor meldte du dig til halvmarathon?
“Det var min fars idé, og det passede egentlig slet ikke i min tidsplan, men jeg er ret viljestærk af natur, så hvis jeg sætter mig noget for, så gør jeg det. Det var også sjovere at løbe, når jeg havde noget at træne op til.”

Hvordan trænede du op?
“Jeg gav mig god tid op til mit første halvmarathon. Tror, jeg brugte ¾ år. Startede med helt korte ture på 2 km, og så steg jeg lidt uge for uge. Jo længere ture, jo mere så jeg bort fra antallet af km. I stedet løb jeg fx efter søer, så jeg sagde: ‘I dag skal jeg løbe rundt om to søer.'”

Læs også: 8 seje kvinder: Dét fik os i gang med at træne

Hvordan gik selve halvmarathonet?
“Det var hårdt, men faktisk ikke så svært, som jeg havde troet. Det første løb jeg på 2 timer og 19 minutter, hvilket måske er langsomt for nogle. For mig var det stort bare at gennemføre. Jeg er ret stolt af, at jeg løb hele vejen uden at holde en eneste pause. Jeg tænker tit på, hvor vildt det er, at jeg har løbet så langt. Tror, det handler mere om mindset og være viljestærk end om at være sporty eller atletisk bygget."

Det virkede godt for Julie:

  • Ikke at kigge på km-skiltene undervejs, men bare løbe.
  • At gemme sin favoritlydbog eller -podcast til selve dagen, så der var noget at se frem til og underholdning på turen.
  • At iklæde sig sit mest behagelige træningstøj.

Louise, 38 år: Det er de første 5 km, der er de svære

At træne sig op til halvmarathon behøver ikke at være en årelang proces. Det er 38-årige Louise et godt eksempel på. Hun hadede faktisk at løbe og syntes, det var kedeligt. Lige indtil en kollega fik lokket hende med ud på en 5-km-tur.

© Privat foto

Hvad fik dig til at melde dig til?
“Jeg havde aldrig nogensinde overvejet halvmarathon, før en kollega fik lokket mig med ud på nogle rolige løbeture. Pludselig løb jeg 5 km, og det var faktisk hyggeligt at have én at løbe og sludre med. En dag blev 5 km til 8 km og så til 10 km. Nogle helt vilde tal for mig. Først efter de 10 km begyndte tanken om halvmarathon at strejfe mig.”

Lær at løbe 5 km: Prøv I FORMs 5 km program med lydguide

Hvad var dit forhold til løb før?
“Jeg har altid sagt, at løb ikke er for mig. Jeg syntes faktisk, det var en virkelig ubehagelig og kedelig sportsgren uden formål. Hvis jeg skulle løbe, var det efter en bold eller efter bussen.”

Hvor længe trænede du op?
“Min kollega og jeg begyndte at løbe om efteråret og gennemførte halvmarathonet i marts året efter. Så ca. seks måneder. Da vi startede med at løbe, havde jeg det elendigt efter 5 km. Jeg kom kun igennem på ren vilje. Men ret hurtigt opdagede jeg, at det var de første 5 km, der var de svære. Så snart jeg havde lært at løbe dem, var de efterfølgende km nærmest ligegyldige. Benene gjorde alt arbejdet af sig selv.”

BEREGN: Hvor mange kalorier forbrænder min træning?

Hvordan gik selve løbet?
“Jeg gennemførte på 2 timer og 1 minut, og det var faktisk en behagelig oplevelse. Jeg stillede op sammen med min løbemakker, og vi løb og snakkede hele vejen. Da der var ca. 2 km tilbage, var der en vagt, der påpegede, at hvis vi kunne snakke, så kunne vi også løbe lidt hurtigere. Så spurtede jeg lige det sidste stykke. Men jeg var på ingen måde ødelagt bagefter.”

Det virkede godt for Louise:

  • At have én at løbe og snakke med. Det fjerner fokus fra, hvor hårdt det er.
  • At holde øje med antal minutter pr. km for at se, om tempoet lå, ca. hvor det plejede, frem for at sigte efter en bestemt sluttid.