Hvorfor tænker man så godt på en gåtur?
De gode idéer kommer ofte myldrende, når man sætter det ene ben foran det andet ude i den friske luft. Men hvorfor egentlig?
De gode idéer kommer ofte myldrende, når man sætter det ene ben foran det andet ude i den friske luft. Men hvorfor egentlig?
Den friske luft strømmer dig i møde, du sætter det ene ben foran det andet, og pludselig flyder tankerne.
Der er masser af videnskab, som bekræfter, hvad fortidens store tænkere som Sokrates og Kirkegaard påstod: at vi mennesker tænker ekstra godt, når vi går en tur.
Læs også: Gå dig i topform på 12 uger
En del af forklaringen er, at gang stimulerer blodcirkulationen, så du får mere ilt til hjernen.
Selve den rytmiske bevægelse, at bevæge sig fremad, giver også fokus, og humøret bliver lettere, så du bedre kan perspektivere dine tanker og hive blikket op fra en negativ spiral og se løsninger.
Forskere har fundet ud af, at når vi går, bliver hjernen aktiveret på samme måde, som når vi dagdrømmer eller lader tankerne flyde. Det er netop her, vi ofte får de bedste ideer og løsninger, fordi vi tænker mere frit og ustruktureret.
Læs også: Derfor er det guld værd for sindet at skrive dagbog
I videnskabelige forsøg fik deltagere til opgave at løse kreative tests både siddende og gående, og gang viste sig hurtigt at være en katalysator for friske ideer – især når opgaven krævede, at de kom med mange mulige løsninger på ét problem.
Den kreative gnist tændtes, uanset om deltagerne vandrede indenfor eller udendørs, men resultaterne var alligevel bedst under åben himmel. Naturen spiller nemlig en vigtig rolle, fordi dens lyde, dufte og synsindtryk virker beroligende på nervesystemet og skærper koncentrationsevnen.
Lad dog være med at gå ture med det ene formål at løse problemer. Se hellere turen som en pause. Hvis du sidder fast i en opgave, er den allerbedste gåtur brugt på en tiltrængt pause, så du kan vende tilbage med fornyet energi. Så skal tankerne nok komme på gled.
Kilde: Rikke Papsøe, psykolog