Gangprogram med lydguide: Sådan går du dig lettere
Gang er god (og skånsom) slankemotion – især når du går intervalgang, og det gør du med I FORMs gangprogram. Du skal blot koncentrere dig om at gå, så sørger vi for resten. Programmet er nemlig indtalt som lydguide, der er lige til at tage med i ørerne.
Du behøver ikke at presse dig selv til en skyhøj puls og blytunge ben for at opnå resultater, der kan ses i taljen og på vægten. Mindre kan gøre det. For eksempel en række gåture hver uge.
Derfor har I FORM skabt et simpelt og effektivt gangprogram med intervalgang, som er lige til at gå i gang med.
Du skal over 10 uger ud på tre gåture ugentligt, og derudover skal du gerne gå 10.000 skridt på de restende dage i ugen. Gåprogrammet består af intervaller, hvor du skifter mellem at gå i roligt og rask tempo. Du bliver instrueret i, hvad du skal gøre, så du bare kan koncentrere dig om at gå. Hele gåprogrammet er nemlig indtalt som lydguide, der fortæller dig, hvor lang tid du skal gå, og hvornår det er tid til at sætte tempoet op og ned. Nemt, ik'?
Du får besked om:
Hvor lang dagens gåtur er
Hvordan du skal gå for at varme op
Hvornår du skal skifte mellem at gå i roligt og rask tempo
Hvornår du er tæt på at være i mål
... og hver tur tager max 30 minutter.
Gå dig til gode resultater
En meget grov tommelfingerregel siger, at du i teorien forbrænder 1 kalorie pr. kilo kropsvægt for hver kilometer, du går, når du går almindelig gang. Det afhænger dog i høj grad af højde og drøjde og din form inden start. Jo højere vægt og dårligere form, des flere kilo kan du forvente at smide. Én ting er dog sikkert: Intervalgang – som i I FORMs gangprogram – er både mere effektivt end almindelig gang og mere effektivt end gåture i konstant højt tempo.
“Jeg har tabt 2,5 kg ved at følge gangprogrammet, og jeg har ikke pillet ved kosten. Jeg har spist lige så mange is og chokolader, som jeg plejer. Det er jeg tilfreds med. Jeg havde sgu ikke troet på det, for jeg gik ret meget i forvejen.”
— Maria, 41 år, har fulgt I FORMs gangprogram
GÅTURENE kan foregå hvor som helst – fx langs vandet, hvor benene kommer på arbejde i sandet.
Du øger dit energiforbrug – særligt når du går intervalgang
Du tærer på dine fedtdepoter
Du forbedrer dit stofskifte – det er med til at forebygge sygdomme
Du forbedrer din kondition
Du styrker dine knogler
Derudover er gang ...
... Overkommeligt – især når du får serveret instruktionerne direkte i dine øregange. ... Skånsomt – særligt hvis du ikke er i form, er lettere overvægtig, har svage led. ... Nemt at passe ind i din hverdag.