10 mænd og kvinder: Her er det bedste, gåture gør for os

Bedre helbred, nye venskaber og smukke naturoplevelser er blot nogle af de ting, som disse mænd og kvinder har gået sig til. Hvad sætter du ind på din overskudskonto, mens skridttælleren tikker?

Person går en tur i naturen.

GANG – er enkelt, men effekten af det er alt andet. Og det gælder både krop og sind.

© iStock

Gang er god motion, men det er også meget andet. Bare spørg de mænd og kvinder i artiklen her, som går sig til alt fra mindre ensomhed til ro i hovedet.

© Privat

Det giver gåturen: En god grundform

Jeg pendler til arbejde med toget hver dag, og for at få lidt ekstra motion ind i hverdagen begyndte jeg at powerwalke til og fra stationen i stedet for at tage metroen derhen. Det er lige så enkelt, som det lyder:

Jeg sætter tempoet godt op og svinger armene, så hele kroppen er aktiveret – og så går det ellers bare derudad. Jeg garanterer, at det giver både sved på panden og høj puls!

Ret hurtigt kunne jeg begynde at mærke en forskel i min grundform, mine ben er blevet stærkere, og jeg får mere energi til resten af dagen. Pendlerturen er blevet en værdifuld del af min daglige motion.

Kristian, 39 år

© Privat

Det giver gåturen: Uundværlig tid med firbenet ven

Jeg har altid kunnet lide at gå, men efter jeg fik hund, blev det en livsstil at komme afsted hver dag. Det er ligegyldigt, om det regner, sner eller blæser – der er ingen vej udenom. Jeg kommer heldigvis altid tilbage friskere og gladere, og jeg elsker at gå langt. Jeg ser naturen på tæt hold og følger årstidernes skiften, lige fra fugleliv ved vandet til løvets farver.

At gå med en hund giver også anledning til mange samtaler og nye bekendtskaber. Man følges måske med andre hundeejere, mens man vender stort og småt og følger med i hinandens liv.

Da min første hund døde, savnede jeg virkelig de daglige traveture, og jeg prøvede da også at gå alene, men det var ikke det samme, så jeg skyndte mig at få hund igen. Kan man lide at gå, er en firbenet ven virkelig nøglen til både motivation, selskab og mange gode oplevelser.

Susanne, 65 år

© Privat

Det giver gåturen: En følelse af at komme hjem

Allerede som 11-årig begyndte jeg at strejfe rundt og udforske mosen nær mit barndomshjem, mens jeg forestillede mig, at jeg var i junglen. Da jeg fyldte 19, rejste jeg over til den rigtige jungle i Sydamerika, og her fik jeg virkelig smag for at vandre. At gå i naturen giver en følelse af ro og glæde, som ikke ligner nogen anden.

De bedste ture er sammen med mine veninder eller min mand, hvor samtalerne flyder så godt. Men for nogle år siden prøvede jeg stille vandring i forbindelse med et yoga-retreat, og det ramte mig, hvor anderledes en oplevelse det er at gå i stilhed. Det er meditativt og har sat skub i en endnu større lyst til at gå og til at kende og forstå naturen omkring mig. Jeg har meldt mig til et kursus i planter, så jeg ved, hvilke jeg kan spise og bruge som medicin.

Jo mere jeg lærer, des mere interessant bliver det at gå. Og jo mere jeg går, jo flere ting opdager jeg, som jeg vil vide mere om. Det lyder måske højtideligt, men samspillet med naturen giver en følelse af at komme hjem og en glæde, jeg har længtes efter, siden jeg var barn.

Karin Augusta, 61 år

© Privat

Det giver gåturen: Effektiv problemløsning

I min hverdag som selvstændig skal jeg ofte træffe vigtige beslutninger, tænke ideer igennem eller løse et problem, som jeg står over for. Her er en gåtur et virkelig godt værktøj.

Min hjerne virker på en visuel måde, hvor jeg har nemt ved at danne billeder, og når jeg går en tur, er det som at trykke play på en indre film. Så viser løsningerne sig stille og roligt for mig, og derfor er en gåtur ofte med til at afklare, hvad mit næste skridt skal være.

Paul, 60 år

© Privat

Det giver gåturen: Mindre ensomhed

Jeg føler mig tit ensom, men det hjælper at komme ud at gå blandt andre. Jeg ser velkendte ansigter og render sommetider ind i en ven. Det giver en følelse af mening at bevæge mig rundt blandt andre, selvom vi ikke altid taler sammen.

Jeg har hele livet manglet en hobby, men fandt for et par år siden ud af, at gåture er min ting: Det er blevet en aktivitet, som jeg både nyder og er god til. Jeg spadserer omkring 9 kilometer hver dag og kan godt lide at opsøge historiske kilder for at få viden om de gader og kvarterer, hvor jeg går. Det giver turene ekstra mening, og jeg inviterer efterfølgende venner på rundvisning og deler min nye viden.

Mit næste projekt er at vandre ned ad samtlige gader i København, og der er næsten 3.000, så det bliver ikke overstået lige med det samme. Det passer mig rigtig godt. Uanset om mit humør er godt eller skidt, så bliver det altid løftet af en tur til fods.

Zaineb, 39 år

© Privat

Det giver gåturen: Store oplevelser med vennerne

Vi er fire veninder, som ud af det blå besluttede os for at vandre gennem Mols Bjerge – en dagstur på 60 km. Vi gik fra kl. 8 om morgenen til 22 om aftenen, og da vi nåede i mål, mange snacks og vabelplastre senere, var der ikke et eneste samtaleemne, som vi ikke havde vendt. Og endnu vigtigere: Vi var totalt høje på oplevelsen og følte, at alt var muligt. Den lange tur var benhård, men tro mig – lykkestofferne susede rundt flere dage efter.

Siden er vandring blevet en af mine helt store glæder i livet. Jeg får det fysisk og mentalt bedre, har mere energi, bedre forbrænding og fordøjelse, og jeg sover godt om natten. Jeg har droppet undskyldningerne for en gåtur, og når tanken først har meldt sig: ‘Skal jeg gå til arbejde i dag?’, så er der ikke så meget diskussion. Det er bare at gøre det. Jeg skal lidt tidligere op for at kunne nå det, men det er jo omvendt en udmærket grund til at komme tidligere i seng.

Min ’Mols Bjerge-gruppe‘ har desuden planlagt at gå Bornholm rundt til foråret. Det vil tage seks dage, denne gang med oppakning. Jeg glæder mig helt vildt!

Helene, 58 år

© Privat

Det giver gåturen: Ægte egenomsorg

Jeg er et menneske, som nemt kommer til at overtænke og føle mig mentalt fyldt op. Men jeg har opdaget, at gåture gør en kæmpe forskel for, at jeg har det godt indeni. Især på de dage, hvor tankemylderet melder sig. Jeg går hver dag og har aftalt med mig selv, at turene ikke må være transport fra A til B, men udelukkende har som formål, at jeg gør noget godt for mig selv.

Naturen er det allerbedste sted for mig at gå, og det giver mere ro, end hvis jeg vandrer rundt i byen. Naturen giver et velvære, som bliver hængende længe, efter at jeg kommer hjem, og jeg bliver lidt stolt, når jeg prioriterer at lave noget, som kun er for min egen skyld. Det føles som ægte egenomsorg.

Helena, 33 år

© Privat

Det giver gåturen: Selvindsigt og løftet humør

Jeg har brugt virkelig mange gåtimer på at lære om mig selv og andre mennesker. Både ved at vandre i mine egne tanker, men også ved at høre podcasts eller lydbøger om psykologi. Jeg har nemlig opdaget, at man lytter rigtig godt, når man sætter det ene ben foran det andet.

I starten brugte jeg lydbøger som en distraktion fra mine egne tanker, men jeg er efterhånden også blevet bedre til at gå og tænke uden andet input end naturens farver og lyden af mine skridt. Så giver jeg plads til, hvad end der dukker op, og det skaber lidt mere flow i tankerne, hvis jeg bevæger kroppen imens. Når jeg i perioder er virkelig presset, kan jeg godt gå for bare at eksistere. Hvis jeg er trist, når jeg forlader mit hjem, så vender jeg tilbage med løftet humør. Og er jeg glad fra start, bliver jeg bare endnu gladere af at gå.

Katrine, 41 år

© Privat

Det giver gåturen: En mental pause

Jeg har ADD, og konstante indtryk fra skærme kan få mine tanker til at ræse. Når jeg går en tur, føles det som at stoppe tiden. Det skaber ny plads til tanker, håb og drømme, og det giver en indre ro, når jeg bare lader verden glide forbi for hvert skridt, jeg tager. Jeg kan observere uden at skulle være noget eller skabe noget. Måske sætter jeg musik i ørerne, men telefonen er altid lagt væk i lommen, så jeg kan koble alt andet fra.

Hvor og hvor længe jeg spadserer, er mindre vigtigt – det er bevægelsen i at gå, som giver mig frihed til at skabe mit eget rum.

Carsten, 48 år

© Privat

Det giver gåturen: Et vendepunkt og ny energi

Da jeg for syv år siden blev skilt, sagde mit job op og kunne konstatere, at mine børn var store, besluttede jeg at gøre noget kun for min egen skyld. Jeg ville gå den klassiske Camino Francés i Spanien, på trods af at jeg havde hofteproblemer. Jeg trænede lidt inden afrejse, fik gået de spritnye vandrestøvler til og købte så en enkeltbillet til Spanien. Det endte med at blive den bedste gave, jeg nogensinde har givet mig selv!

Jeg gik alle 800 km i ro og mag på fire uger. Undervejs fandt jeg ro, fik tømt hovedet for mentalt affald, kom i rigtig god form og gik min dårlige hofte væk. Ud over stærke ben fik jeg også virkelig flotte arme, fordi jeg havde gået med stave hele vejen.

Nu tager jeg gerne en længere vandretur på 2-4 uger alene hvert år og føler, at jeg bliver ladet op både fysisk og mentalt. Jeg bruger også vandring som motion i hverdagen og får abstinenser, hvis jeg ikke kommer ud hver uge. Jeg sørger altid for at have god tid og være til stede med krop og sjæl. Der skal være tid til at kigge på en blomst, nyde en udsigt, snakke med andre vandrere eller gå en omvej. Og så er det en stor bonus, at det giver en god grundform.

Jeg vil påstå, at man kan gå hele året. Bare klæd dig godt på, snør vandrestøvlerne, husk vand og en snack, og så er der kun tilbage at beslutte, om du vil til højre eller venstre, når du træder ud ad hoveddøren.

Ellen, 56 år

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 02/2024