Kvinde, der er ude at gå
Gang

Elsker du at gå ture? Så tjek her, om du med små justeringer kan få en endnu bedre gå-oplevelse. 

© Jakob Helbig

10 fejl, du måske begår på din gåtur

Alle kan gå, men alligevel er der en række tricks, som kan gøre dine gåture både nemmere, mere effektive og mere behagelige. Du får hele 10 af dem her.

21. marts 2020 af Inge Eriksen

1. Dine strømper sidder ikke ordentligt

Problem: Danner dine strømper blot den mindste fold, kan det resultere i vabler og dermed en smertefuld gåtur. 

Løsning: Det betaler sig at være grundig, når du tager strømper på. Mange har faktisk gode erfaringer med at tage to par strømper på – så sker en eventuel gnidning nemlig mellem strømperne og ikke mellem strømpe og din hud, hvilket er det, der typisk fører til vabler.

Har du tendens til at få vabler det samme sted, kan du evt. prøve, om en anti-vabelstift kan hjælpe dig. 

Skal du gå langt, så tag en ren nål, en desinficerende vådserviet og vabelplaster med i lommen.


2. Du har drukket masser af vand lige inden

Problem: Sandsynligvis skal du tisse undervejs, og medmindre du er alene ude i ødemarken – eller i nærheden af et toilet – er det ikke det fedeste. 

Løsning: Nøjes med et enkelt glas vand i den sidste time, inden du går, og tis så af til allersidst. 

Går du i byen, er der mange steder, du kan låne et toilet, og ellers må du sætte dig bag et træ.

Kvinde der er ude at gå en tur, nærbillede af hendes sko
Gang

Skal du ud at gå langt, så sørg for, at du har prøvet dine sko godt af på forhånd. Nye sko er no go. 

© Jakob Helbig

3. Du har ikke testet dine sko på forhånd

Problem: Du risikerer at få vabler, hvis du bevæger dig ud på en længere tur i splinternye sko eller vandrestøvler.

Løsning: Gå lidt rundt derhjemme i dine nye sko eller støvler. Start med korte ture, og øg derefter gradvist distancen.


4. Du spænder i dine skuldre

Problem: Går du med løftede skuldre, kan det give spændinger og på sigt smerter i skuldre og nakke.

Løsning: Vær bevidst om at holde dine skuldre nede, så du ikke går og spænder.


5. Du har for meget tøj på

Problem: Du kommer til at svede og må derfor gå i halvfugtigt tøj, hvilket ikke er rart og kan føre til, at du efterfølgende begynder at fryse.
Tager du noget af tøjet af, skal du gå og slæbe på det resten af turen, hvilket også er irriterende.

Løsning: Det bedste råd er at gå med så lidt tøj som muligt efter vejrforholdene. For de fleste er det rarest, at man føler sig en lille smule kold i starten af gåturen. Du får hurtigt varmen og undgår at koge over.

Sørg for at have uld eller svedtransporterende undertøj på inderst og et vindtæt lag yderst.

Overvej, om du har brug for at have et vandtæt yderlag med.

6. Du bruger ikke armene

Problem: I og for sig er det ikke noget problem, men når du nu er ude at gå, kan du jo lige så godt få optimalt udbytte af dine anstrengelser. 

Løsning: Sving godt med armene, når du går. Det øger nemlig pulsen og din forbrænding, og det gør det faktisk også lettere for dig at gå hurtigt. Tænk især på at trække dine albuer langt tilbage, når du går.


7. Du går i dine løbesko

Problem: De fleste løbesko har en høj bund for at øge støddæmpningen. Det gør skoen mere ustabil, når du går, og du risikerer at vride om. Gåturene slider desuden på affjedringen i dine løbesko, hvilket gør, at de hurtigere skal udskiftes.

Løsning: Brug dine løbesko til at løbe i – og kun til det. Og anskaf dig et par gode sko, der er beregnet til at gå i. 

Kvinde går tur med rygsæk
Gang

Kan du undvære en rygsæk på din gåtur, er det langt det bedste. Ellers så sørg for, at den er så let som muligt. 

© Jakob Helbig

8. Du går med en tung rygsæk

Problem: En tung rygsæk bliver træls at gå rundt med i længden, og du bliver varm og svedig på ryggen.

Løsning: Hvis det ikke er nok med et par gode lommer, så brug en lille løberygsæk med gode, polstrede skulderremme og gerne en lille brystrem på tværs. 

Tænk minimalistisk her, for det er ikke meget, du har brug for undervejs. En opladet mobil er en god idé, og går du længere end en time, har du også brug for væske og evt. vabelplaster og en letvægtsregnjakke, men det er også alt.


9. Du holder pauser undervejs

Problem: Skal du gå langt, er pauser ikke en god idé, for du bliver hurtigt kold og stiv, og så kan det være svært at komme i gang igen.

Løsning: Forsøg at begrænse pauserne til nogle få minutter, hvor du måske tisser eller får noget at drikke.


10. Du får ikke noget at drikke

Problem: Går du under en time, er det ikke noget problem. Går du i længere tid, risikerer du at dehydrere uden væske – i særdeleshed når det er varmt, og hvis du sveder meget.

Løsning: Går du i et par timer, så tag en flaske vand med på turen, eller planlæg ruten, så det er muligt at få noget at drikke undervejs.  

Husk også at drikke godt med væske, når du er hjemme igen.

Sunde ambitioner for 2020? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvad hjælper dig til at slappe af i en travl hverdag?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: