4 tips til at undgå en øm bagdel til spinning

Vralter du også afsted efter en effektiv spinning-time? Her får du 4 tips til at undgå en øm bagdel, når du spinner.

Spinning-hold

AV AV AV ... Tjek vores 4 tips, og undgå at få ondt i bagdelen af at spinne.

© iStock

Hvordan undgår jeg en øm bagdel efter spinning?

Jeg er tit øm i skridtet, når jeg har givet den gas på cyklen. Kan jeg gøre noget for at undgå det?

Dit skridt er nok den kropsdel, der er allermest udsat til spinning, når bagdelen kurer mod sadlen, og siddestillingen lukker af for blodtilførslen til det sarte område. Ømhed i skridtet efter spinning kan imidlertid skyldes flere ting.

Hvis det er lang tid siden, du har trænet, er det ikke unormalt at blive lidt øm bagi. For langt de fleste er der dog højst tale om forbigående smerter, der fortager sig hurtigt – især hvis du tager dine forholdsregler, inden slitagen udvikler sig til regulære slidsår. Du kan bl.a. klæde dig rigtigt på og tjekke, hvordan din spinningcykel er indstillet.

Har du ikke prøvet spinning endnu? Så læs her, hvordan du kommer godt i gang med at spinne.

4 tips til at forebygge ømhed

1. Brug cykelshorts

Investér i et par cykelshorts af god kvalitet med den rette pasform og en gedigen pude. Ud over at give støtte bagtil afleder puden også fugten.

2. Smid underbukserne

Underbukser er totalt no go til spinning. Når underhakkerne bliver fugtige, kan de nemlig folde sig uheldigt og komme til at gnave i skridtet.

3. Justér din saddel

Sadlen skal ikke sidde så højt, at du kurer mere end højst nødvendigt. Knæet på det strakte ben skal være let bøjet, når du sidder på cyklen.

4. Smør bagen

Smør dig med en fed creme bagi efter træning. Det vedligeholder og fugter huden, ligesom du heler hurtigere, hvis du har fået slidsår.