Bliv hurtigere – ved at træne mindre

Undrer du dig over, at du ikke bliver hurtigere, selvom du skruer op for timerne i løbeskoene eller på cyklen? Nyt studie viser, at du skal træne kortere tid med denne træningsrutine, hvis du vil have fart på.

Kvinde kigger på sit løbeur

TÆNKER DU OGSÅ, AT JO MERE TRÆNING, JO BEDRE? Det kan gøre det svært og uoverskueligt at få trænet nok. Heldigvis kan du forbedre din præstation med kortere træning.

© iStock

Du tror måske, at du skal træne mere og længere tid for at blive hurtigere og præstere bedre.

Men det behøver du slet ikke.

Du skal blot træne på en bestemt måde: Nemlig få korte men intensive intervaller.

Som noget nyt viser et studie fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, at det også gælder, hvis du allerede er i ekstremt god form.

Så hvis du gerne vil være hurtigere, så gør dig klar til at få sved på panden og give den maks gas med højintens intervaltræning.

Læs også: Kom godt i gang med intervalløb: 12 ture med lydguide

Kort men intens træning med intervaller, hvor du får masser af fart på, kan altså gøre dig væsentlig hurtigere.

Du behøver ikke bruge mange timer på træning for at få en bedre præstation – tværtimod.

Som noget nyt slår dette studie fast, at man kan forbedre sin præstation væsentligt ved blot seks intervaller. Der er altså ingen fordele ved at køre mere end 6 sprints, hvis dit mål er at blive hurtigere.

“Derfor kan man som træner eller atlet kraftigt overveje, om denne type træning bør implementeres i træningsprogrammer – uanset om det er motionisten, der vil forbedre sin 5 km løbetid, eller atleter der forbereder sig til et stort mesterskab som OL eller VM,” udtaler professor Jens Bangsbo, Institut for Idræt og Ernæring og leder af studiet i en pressemeddelelse.