Er det ok at falde i søvn til en lydbog?

Når tankerne rumsterer ved sengetid, kan en lydbog måske være en hjælp. Men risikerer det at forringe søvnen?

Kvinde lytter til lydbog i seng

TANKEMYLDER - kan gøre det svært at falde i søvn.

© iStock

Ja, der er ikke noget i vejen for at lade hjernen slappe af med en hyggelig historie, mens du slumrer ind.

Hvis du for eksempel bruger lydbogen som en afledning for bedre at slappe af, giver det rigtig god mening,for lydbogen kan holde fokus på en historie, så du ikke ligger og tænker på dagligdagens problemer.

Forskere har dog målt hjertefrekvensen hos sovende personer, som havde et fjernsyn tændt i soveværelset, og det viste sig, at tv-soverne havde en højere puls end personer, som lå uden et tændt fjernsyn i baggrunden.

Læs også: Forkæl dig selv med en aften på sofaen

Det resultat kan man muligvis sammenligne med lydbøgers effekt på søvnen, og man kan antage, at det aktiverer hjernen og giver flere opvågninger i nattens løb, end hvis man lå i stilhed.

Det er derfor op til den enkelte at mærke, hvad der er bedst, for flere opvågninger kan godt være at foretrække frem for en søvnløs nat med tankemylder, som en lydbog eller lidt kedelig podcast kunne have hjulpet imod.

Læs også: 5 fantastiske fordele ved at lytte til lydbøger

Så hvis man bare lægger lydbogen væk efter den første opvågning, kan man sagtens bruge en god historie til at finde nattero.

At falde i søvn er en temmelig kompleks proces, hvor flere ting skal være på plads i hjernen, før vi er afsted mod drømmeland.

Læs også: Guidet søvn-meditation: Giv slip, og sov godt

Først og fremmest skal man være træt og have ophobet et behov for at sove, og så skal kroppen være klar til at give slip og overgå til søvn. Og den kan ikke give slip, hvis man ligger og grubler over ting som realkreditlånet eller problemer på arbejdet.

Efter et stykke tid med søvnproblemer begynder stressen at handle om selve dét at ligge søvnløs, hvilket kan virke selvforstærkende.

Så lyt gerne, hvis du vil, men vælg en podcast eller lydbog, som ikke er alt for spændende, måske endda én, du kender i forvejen. Og læg den så væk efter første gang, hvor du er lykkedes med at falde i søvn, så du hurtigt kan glide tilbage i søvnen.

Kilde: Rune Frandsen, overlæge, ph.d., Dansk Center for Søvnsygdomme, Rigshospitalet