Læge: Face mist med SPF beskytter ikke godt nok
Der er intet galt med at vælge hudplejeprodukter med solfaktor i – tværtimod. Men nogle produkter kan give en falsk tryghed. Et af de produkter er de såkaldte face mists med SPF.
Der er intet galt med at vælge hudplejeprodukter med solfaktor i – tværtimod. Men nogle produkter kan give en falsk tryghed. Et af de produkter er de såkaldte face mists med SPF.
UV-indekset er højt, men du har lagt make-up og har ikke lyst til at tvære det ud med solcreme. Så er det jo smart, at der findes såkaldte facial mists med solfaktor, der også kaldes SPF.
En facial mist er en spray, der forstøves på huden, hvor den lægger sig i et fint, næsten usynligt lag. Den bruges som regel til at fugte huden eller “sætte” make-up – og den kan altså også indeholde solfaktor.
Læs også: Solfaktor – Hvordan vælger jeg den rigtige solbeskyttelse?
Det lyder umiddelbart som et ret genialt produkt, men Tamara Theresia Lund, som er læge på dermato-venerologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, er ikke begejstret.
I princippet er et hvilket som helst produkt med SPF lige så effektivt som en solcreme med samme SPF.
Står du med en solcreme med SPF 30 i den ene hånd og en facial mist med SPF 30 i den anden hånd, skal de altså beskytte lige godt.
Læs også: Skal jeg smide min faktor 15 solcreme fra sidste år ud?
Problemet er bare, at det er meget svært at få tilstrækkeligt med facial mist på til, at du opnår den beskyttelse, der står på produktet.
Kræftens Bekæmpelse anbefaler en teske solcreme til ansigt, ører og nakke, og det kræver mange tryk på flasken, hvis du skal få en mængde svarende til det ud af den.
Samtidig kan du ikke være sikker på, at produktet lander, hvor det skal:
“Hvor meget af produktet ender rent faktisk på huden og ikke i luften omkring ansigtet? Det kan man ikke kontrollere,” fortæller Tamara Theresia Lund, som i stedet anbefaler den gode gammeldags solcreme.
KILDE: Tamara Theresia Lund, læge, ph.d.