Kan junkfood dæmpe nydelsen ved sex?

Ny forskning: Usund mad kan måske gøre hjernens belønningscenter mindre følsom over for nydelse.

ROTTERNE, DER FIK JUNKFOOD, var stadig seksuelt aktive – men deres hjerner reagerede mindre på det.

© iStock

Du ved sikkert godt, at junkfood ikke er det bedste valg for kroppen. Men nu viser et nyt studie, at junkfood og usund mad måske også kan påvirke nydelsen ved sex.

I et forsøg med rotter kunne forskerne se, at indtag af junkfood påvirkede hjernens belønningscenter. Forskerne kiggede særligt på det område i hjernen, der styrer nydelse og motivation.

I studiet blev rotterne inddelt i tre grupper:

  • Én gruppe fik almindeligt foder
  • En anden gruppe fik også almindelig foder men med et højt fedtindhold og sukker, der kaloriemæssigt matchede energiindholdet i maden i den tredje gruppe
  • Den tredje gruppe fik udover almindeligt foder forskellige slags junkfood – lige fra kiks, slik og ostepops til bacon og kanelboller

I alle tre grupper havde rotterne fri adgang til at spise, når de havde lyst, ligesom de havde fri adgang til drikkevand.

Læs også: Få sund og lækker aftensmad med I FORMs madplaner

Efter seks uger målte forskerne, hvordan rotterne reagerede, når de fik adgang til en seksuel partner.

Resultatet? Rotterne, der havde spist junkfood, var ikke mindre seksuelt aktive – men deres belønningscenter i hjernen reagerede mindre, når de fik adgang til en seksuel partner.

Det samme viste sig, når de fik mad – de var simpelthen mindre begejstrede for “belønningen”.

Hvorfor sker det?

Studiet kan ikke endeligt fastslå årsagen, men resultaterne peger på, at junkfood kan føre til en slags “desensibilisering” af hjernens belønningssystem.

En mulig forklaring fra forskerne er, at usund mad kan overstimulere hjernens belønningscenter, så det med tiden bliver mindre følsomt.

På den måde får hjernen behov for stærkere stimuli for at opnå samme nydelse.

Kan det vendes med sund kost?

Efter de seks uger fik alle rotter igen almindeligt foder i to uger. Men det var ikke nok tid til at vende effekten hos de rotter, der havde fået junkfood. Belønningssystemet i deres hjerner var nemlig fortsat nedsat.

Undersøgelsen viser, at usund mad kan have konsekvenser for hjernens funktion. Forskerne understreger dog, at de endnu ikke ved, om resultaterne også gælder for mennesker – men de er i gang med at undersøge det.