Ny forskning: Denne krydderurt får sår til at hele uden ar

Ny forskning viser, at creme med en særlig krydderurt kan få sår til at hele hurtigere og næsten uden ar. Opdagelsen kan bane vejen for nye behandlingsmetoder.

Kvinde holder en kvist rosmarin og flaske med hudpleje i hver sin hånd.

DENNE KRYDDERURT viser lovende resultater som helende kur mod rifter og sår.

© iStock

Det er træls at styrte på cykel eller skære sig i fingeren med en køkkenkniv. Især hvis skaden efterlader et varigt ar på huden.

Nu er der banebrydende nyt til de evigt uheldige.

Et nyt studie fra University of Pennsylvania viser, at rosmarin-creme kan få sår til at hele hurtigere og med mindre arvæv.

Læs også: Prøv en immunvenlig uge

Huden gendannes som før skaden

Ideen til studiet kommer fra TikTok og Instagram, hvor serum og plejeprodukter med rosmarin blev hypet som geniale til at få hud til at hele.

Det fik forskere til at gå i laboratoriet og teste myten på mus. Musene fik lavet små huller i ørerne, der blev behandlet dagligt med rosmarin-creme eller en kontrolcreme i fire uger. Kun de mus, der fik rosmarin, helede næsten uden ar.

Kroppens egen reparation aktiveres

Studiet peger på, at det er stoffet carnosic acid i rosmarin, der har den helende effekt. Det aktiverer en særlig receptor i hudens nerver, der sætter gang i kroppens egne reparationsmekanismer. Mus uden denne receptor havde ikke gavn af cremen.

Det lovende resultat på mus åbner op for nye studier, der skal teste kuren på mennesker.