Tidligere depressionsramte: “Det ville vi gerne have vidst”

Hver femte af os vil i løbet af livet blive ramt af depression, men der er en vej igennem. Det er disse mænd og kvinder inspirerende beviser på. Du får både deres og psykologens råd.

Kvinde ser trist ud - hun er deprimeret

UFORKLARLIG NEDTRYKTHED er et tegn på depression. Men det kan lykkes at lægge den bag sig.

© iStock

Inden depressionen har fat

Sådan føles det

Du har mindre energi, end du plejer, og det kan føles svært at få ladet batterierne rigtigt op. Måske har du svært ved at få søvn nok, eller også sover du alt for meget. Triste tanker bliver hængende, og du har en følelse af nedtrykthed meget af tiden.

Du oplever mindre lyst til ting, som plejer at interessere dig eller bringe glæde. Du bliver måske overvældet og har indimellem svært ved at træffe beslutninger. Din lunte kan føles kortere end sædvanligt, og der skal mindre til at irritere dig.

Psykologens råd

Stop op, og sæt ord på

Lad være med at fortsætte som vanligt, men læg mærke til, at der er noget her, du er nødt til at tage vare på. Det er lettere at behandle en depression, hvis du handler tidligt.

Spørg dig selv: Hvad er jeg trist over? Stir tristheden og nedtryktheden lige i øjnene, og lad følelserne være der. Der er ingen anden vej ud end igennem.

Ræk ud

Tal med nogen tæt på dig, og fortæl, at du har det skidt for tiden. Det er vigtigt, at du får åbnet op og bliver klar over, hvad der egentlig foregår. At sætte ord på kan hjælpe med at tage brodden af følelserne. Du tager kontrol over dem i stedet for omvendt.

Drop at dulme

Det er fristende at forsøge at løbe fra det, der er svært. For eksempel ved at arbejde mere, isolere sig eller dulme tungsindet med serier, slik eller alkohol. Men den slags distrahering gør kun en begyndende depression værre.

Så ræk ud efter hjælp, især hvis det har varet længere end et par uger. Gå ikke for længe med det.

Råd fra tidligere depressionsramte

Snak med venner

For mig har det været guld værd at dele de svære tanker med mine venner. Familien er for tæt på. Det gør for ondt at se nære familiemedlemmer være bekymrede, men mine venner kan bedre skille tingene ad. Med dem kan jeg lukke op for sluserne og vide, at de stadig er okay bagefter.

Tag noter til lægen

Jeg er typen, der pludselig tager mig lidt for meget sammen, når jeg sidder på en læges kontor. Pludselig kan jeg ikke selv huske, hvad der egentlig var så slemt. Derfor er mit råd: Skriv ned hjemmefra, hvad du egentlig oplever. Så er det ti gange nemmere at bede om hjælp, når du sidder over for din egen læge.

Skriv dagbog

At skrive dagbog er blevet mit trygge rum. At få mine tanker ned på papir hjælper mig med at bearbejde mine følelser og få klarhed over, hvad jeg føler.

Prioritér dig selv

Hvis du har det med at tilsidesætte egne behov for at gøre andre tilpas, så er det nu, du skal blive rigtig god til at sætte grænser og vælge det, der tjener dig selv. Du kører på de sidste ressourcer her – det er ikke tid til at være flink. Så pas på dig selv. Du kan ikke regne med, at andre gør det. I hvert fald ikke lige så godt.

Læs gode bøger

Dyrk motion, hvis du kan. Og så kan jeg anbefale at sætte tid af til at læse bøger. Det giver ro og fordybelse, og man kan forsvinde ind i sit eget univers og lukke af for alt andet.

Når du står midt i depressionen

Sådan føles det

Følelserne er voldsommere, og din nedtrykthed mere alvorlig. Alting kan synes håbløst og meningsløst. Du har formentlig nedsat selvtillid og selvværd og føler skyld over, at det ikke går bedre. Det bliver sværere at fokusere og huske.

Måske har du forøget appetit og stiger i vægt, fordi du spiser mere. Omvendt kan du også miste appetitten, så du taber dig. Det kan være, at du har tanker om selvmord.

Psykologens råd

Få mere hjælp
Hvor det i begyndelsen var tilstrækkeligt at snakke med venner og familie, er det nu på tide at få hjælp af en fagperson. Der kan være ventetid, når du har fået en henvisning, så jo før du kan komme i gang, des bedre.

Ræk også gerne ud til dit netværk, og søg støtte til praktiske ting, der virker uoverkommelige.

Skil tingene ad
Depression kan lede til skyldfølelse, selvbebrejdelse og meget tunge tanker. Prøv at huske, hvem du er, når du ikke er syg. Tal med dine nærmeste om, hvordan de kender dig, så du kan skelne mellem, hvornår det er “den rigtige dig” eller depressionen, der taler.

Råd fra tidligere depressionsramte

De mindste skridt tæller

At sætte små mål hver dag, selvom de bare er at komme ud af sengen eller tage en kort gåtur, hjælper mig med at få følelsen af, at jeg ikke har spildt dagen totalt.

Glem, hvad du plejede at udrette på en dag, og sig til dig selv, at den lille målestok er o.k. for nu. Små skridt er store skridt i en depression.

Brug livlinen

Hvis du som jeg begynder at tænke på selvmord, så er det vigtigt, at du rækker ud – nu. Ikke i næste uge, men nu. Hvis din egen læge eller nærmeste ikke kan hjælpe, så ring til en hot­line. De vil vide, hvad du skal gøre.

Gør, hvad der føles rart

Hvis du ikke kan rumme at skulle ud af sengen, så bliv liggende. Lav en kop kaffe, og gå ind under dynen igen, og lyt til lydbøger. Under min depression kom jeg igennem alle de kriminalromaner, som jeg kunne opdrive, og en dag var jeg klar til at rejse mig og gå ud i verden igen.

Del dagen op

Prøv at bryde dagen op i små dele. For mig var dagtimerne hårdest at komme igennem, mens aftenen føltes mildere og mere rolige. Derfor: Hvis det føles bedst at sove og se serier om morgenen, så hvorfor ikke? Måske kommer energien senere til en lille gåtur udenfor.

Undgå isolation

Jeg ved, det kan være svært, men forsøg at undgå at isolere dig selv. Det gør tingene værre at være alene hele tiden, så det er vigtigt at holde forbindelsen med andre mennesker. Også selvom det “kun” er et telefonopkald eller FaceTime.

Når depressionen er på retur

Sådan føles det

Dit humør er mere stabilt, og energien begynder at komme tilbage. De store følelsesmæssige rutsjebaneture er fortid, og dagene bliver mere forudsigelige på en god måde.

Lysten kommer tilbage – til livet og til nye og gamle ting. De kognitive evner er noget af det sidste, der returnerer, så indimellem kan du stadig have svært ved at huske eller fokusere. Jo sværere depression, desto længere tid tager det at komme sig.

Psykologens råd

Kortlæg vejen ind i depressionen

Find ud af, hvordan du kom derhen sidst, så du får nogle pejlemærker til fremtiden. Måske er der ting, du skal prioritere eller holde op med, så du ikke ender samme sted. Det kan du gøre alene eller for eksempel sammen med en fagperson.

Har du haft en klinisk depression, er der lidt højere risiko for at opleve én igen. Derfor er det klogt at vide, hvad der udløste den sidste gang, og hvordan du holder den fra døren fremover.

Brug energien rigtigt

Har du under sygdommen trukket dig fra venskaber eller andre relationer, så tag den med ro, når du kommer ud på den anden side. Start med én person, som du gerne vil tættere på igen, og del lidt om, hvad der skete.

Du vil formentlig blive overrasket over, hvor omsorgsfulde folk kan være, når de hører, hvad der var fat. Tag det lidt ad gangen, og undgå at overvælde dig selv med for mange aftaler. Brug energien dér, hvor det giver mening.

Husk, at du er normal

Du er faktisk ret gennemsnitlig, hvis du er blevet ramt af depression. Hen over livet får 87 procent af os en diagnose, og hver femte bliver ramt af klinisk depression.

Hold fast i, at der intet er galt med dig. Du er blevet ramt af livet, og du skal nok komme videre.

Råd fra tidligere depressionsramte

Vær mindful

Tag bevidste pauser hver dag, og fokusér på at være til stede i nuet. Sæt pris på de små ting, og nyd, at du ikke er syg mere. Vær stolt af, hvor meget du har klaret.

Byg et sikkerhedsnet

Hvis du ikke havde et stærkt netværk før, så arbejd på at bygge et, der kan beskytte dig i fremtiden. At trække venner og familie tættere på skaber et sikkerhedsnet, der kan hjælpe, hvis du mærker tegn på, at depressionen er på vej tilbage.

Pas på stress

Stress kan trigge en ny depression. Så tag stress ekstremt seriøst, og sæt dit mentale helbred højere end noget andet.

Prioritér træning

Regelmæssig motion holder dig ikke bare fysisk sund, det løfter humøret hver eneste dag. Og når svære tider rammer, står du stærkere, hvis du er i god form.

Hold fast i psykologen

Hvis du har råd, så fortsæt med terapi, selv efter at du får det bedre. Min psykolog har fulgt mig i de ti år, der nu er gået siden min depression, og når humøret er tungt for længe, er det bare nemmere at møde op hos én, som kender mig godt.