Lider jeg af social angst, eller er jeg bare genert?
Vi bliver alle sammen generte fra tid til anden. Men hvornår går det fra at være generthed til at være social angst? Det har vi spurgt en psykolog om.
Vi bliver alle sammen generte fra tid til anden. Men hvornår går det fra at være generthed til at være social angst? Det har vi spurgt en psykolog om.
Social angst viser sig i situationer, hvor man frygter at blive evalueret af andre. Tankerne kredser om, hvad andre mon tænker om en, og den ramte kan fx frygte at komme til at begå fejl eller at kaste op eller besvime. Mange med social angst skjuler deres lidelse, og frygten for at blive “afsløret” fylder meget.
Grænsen mellem generthed og social fobi er ikke knivskarp – det afgørende er, hvor meget det fylder hos dig. Vi bliver jo allesammen generte af og til, og det er også helt normalt at blive lidt nervøs, hvis du fx skal holde et oplæg foran kollegerne.
Er angsten så stærk og ubehagelig, at den påvirker dit liv, så du fx ikke kan gennemføre helt almindelige ting som at deltage i dit barns gymnastikopvisning, eller du afholder dig fra spændende opgaver på jobbet, fordi de involverer at tale foran andre, så skal dine alarmklokker ringe. Social angst kan nemlig have rigtigt mange uheldige konsekvenser.
På den korte bane afskærer du dig selv fra en masse gode oplevelser, du er mindre nærværende og præsterer måske dårligere, fordi angsten tager så meget af din energi. På den lange bane kan angsten blive så invaliderende, at du får svært ved at passe et job. Der er derfor kun noget vundet ved at gå i kødet på angsten.
LÆS OGSÅ: ADHD – rammer det også kvinder?