Én typisk fejl gør det svært at ændre vaner
Det nemmeste i verden er at få øje på vaner, du gerne vil slippe af med. At føre ændringerne ud i livet er til gengæld noget af det sværeste. Her er forklaringen – og opskriften på at lykkes med det.
Det nemmeste i verden er at få øje på vaner, du gerne vil slippe af med. At føre ændringerne ud i livet er til gengæld noget af det sværeste. Her er forklaringen – og opskriften på at lykkes med det.
Du vil gerne spise mere grønt. Du vil også gerne dyrke mere motion. Til gengæld vil du gerne se mindre til den pokkers telefon. Har vi ret?
Det er alt sammen fine intentioner – problemet er bare, at de for rigtigt mange af os ikke rigtigt rykker fra forsætter til faktisk handling. Det skyldes især én ting: Vi tænker for meget og gør for lidt.
Læs også: LØB 5 KM: Løbeprogram til begyndere
Det mener Henrik Dresbøll, som er adfærdsdesigner, stifter af virksomheden WElearn og forfatter til flere bøger om at ændre adfærd, bl.a. “Det første skridt”.
Ifølge Henrik Dresbøll skal vi kende vanens natur for at kunne ændre på den. Helt overordnet kan man sige, at en vane er en automatisk respons på en given situation.
Og vores hverdag er fuld af dem – vanerne altså. Det er langt hen af vejen en god ting, mener Henrik Dresbøll:
“Vaner er ikke nødvendigvis bevidste for dig, og fordi du netop ikke tænker over dem, så kan din hjerne frisætte noget energi, så du kan fokusere på så meget andet. Så på den måde gør de rigtigt meget godt for os.”
Faktisk er Henrik Dresbøll virkelig begejstret for vaner. Han ser dem som “vores største personlige aktiv udover vores egen krop” og uddyber:
“Hvis du er i stand til at lære at bygge og bryde vaner, så er du også i stand til at bygge din fremtid. Vaner er faktisk en fantastisk forudsigelsesmaskine for, hvor dit liv går hen.”
Se på dit liv i dag. Hvilke vaner har du på en helt almindelig dag? Forestil dig så, at du fortsætter med de vaner hver dag de næste 10 år. Er det et rart billede, du ser? Hvis svaret er nej, har du et rigtigt godt afsæt for at ændre dine vaner.
“Sænk barren for din handling, så din start bliver så lille, at du kan overkomme det. Gentagelse er vigtigere end intensitet.”— Henrik Dresbøll, adfærdsdesigner
Hvordan får du så rent faktisk succes med at ændre en vane? Det vigtigste råd fra adfærdsdesigneren er, at du bare kommer i gang.
Mange af vores forsøg på at ændre adfærd falder nemlig på, at vi tror, vi kan tænke os til forandring.
“Det er selvfølgelig vigtigt at starte med at gøre sig nogle tanker om sine vaner og at tage et aktivt valg om at ville ændre noget, men i forhold til at træne sin vane, der handler det mere om at handle – altså bare gøre det,” forklarer Henrik Dresbøll.
Artiklen fortsætter efter boksen.
Du skal simpelthen ud over stepperne, og så skal du undgå at slå for stort et brød op. Lad være med at lægge ud med at løbe fem kilometer tre gange om ugen – start hellere med at lunte 500 meter hver anden dag.
“Sænk barren for din handling, så din start bliver så lille, at du kan overkomme det. Gentagelse er vigtigere end intensitet. Når vi snakker vaner, er det kunsten at dukke op til din handling,” fortæller Henrik Dresbøll.
Det betyder også, at du ikke skal tildele din motivation nogen rolle i projektet, for den er ifølge adfærdsdesigneren en “utro fætter”, der svinger op og ned. Handling kommer før motivation, og derfor må du acceptere et vis ubehag de første mange gange, du praktiserer din nye vane.
Det er de små handlinger, der over tid giver dig din nye vane og lader dig komme et skridt tættere på den livsstil og identitet, du gerne vil have. Gentagelse og tålmodighed er nøgleord.
Er du klar til at bygge eller bryde en vane? Du får Henrik Dresbølls simple trin-for-trin guide herunder.