Vi er mange, der er så heldige at kunne bytte en leverpostejmad med slatten rødbede ud med frokost i en kantine. Hurra for det! Udvalget kan variere bredt – fra højtbelagt smørrebrød til lune retter og salatbar. Det gode ved kantinefrokost er, som du selv er inde på, at det ofte er meget lettere at få spist varieret, end når vi selv skal stå for madpakken dag ud og dag ind.
Det er næsten altid muligt at få sammensat en relativt sund tallerken mad, men desværre er det også altid muligt at blive fristet til knap så sunde valg. Det kender jeg kun alt for godt.
Jeg tror, kantinekokke er ligesom alle os andre. De vil gerne servere noget, som vækker jubel blandt dem, der skal spise maden. Så måske skal vi blive gode til til at klappe kantinemedarbejderne på skulderen for at servere revne grøntsager – ikke kun når de er proppet i en gulerodskage.
Bortset fra at nudge kantinepersonalet til at servere sunde ting, så kan du også selv gøre meget for at øse det rigtige på tallerkenen. Jeg hepper på dig, velvidende at det her er meget nemmere på papiret end i praksis.
7 glimrende kantinevalg
Du må ikke tænke på en lyserød elefant. Hvad tænker du på lige nu? Præcis. Nogle gange er det nemmere at vide, hvad der er godt, og så navigere ud fra det frem for at prøve at undgå dit, dat og dut.
Finder du noget af det her i din kantine, så er det med at øse op!
- Kål som broccoli, grønkål og rødkål
- Rodfrugter, fx gulerod, rødbede eller pastinak
- Bladgrønt som spinat, rucola og salat
- Bælgfrugter som bønner, (kik)ærter og linser
- Fisk, fx sild, laks, torsk eller makrel
- Nødder, frø, kerner, mandler, oliven, avocado, hummus eller pesto
- Drik vand til. Skål!