Det er smart at have gjort sig nogle tanker om, hvad du går og ønsker dig, hvis du foretrækker at åbne gaver med ægte taknemmelighed og glæde. Her er seks tips, der både gør livet lettere for dine gæster og garanterer dig et ægte smil, når du pakker op.
1. Husk forskellige prisklasser Giv venner og familie mulighed for at vælge en gave, der passer til deres budget. Du kan skrive ønsker, der spænder fra små og overkommelige gaver til mere luksuriøse ting, som flere for eksempel kan gå sammen om. Forskellige prislejer viser, at du sætter pris på enhver gave, uanset prisen.
2. Send forskellige ønsker til forskellige givere Det begynder at blive pinligt, når den samme bestseller- roman bliver pakket ud for fjerde gang i det samme selskab. Undgå, at alle vælger det samme fra listen, fordi det er dén gave, der er nemmest at skaffe eller til at betale, og send i stedet nogle forskellige ønsker til forskellige gæster.
3. Skriv evt. butiksnavne/links på Det sparer dine gæster for en masse tid og besvær med at finde de rigtige steder at shoppe til dig. Men find en balance, så du ikke ender med at udlevere et udførligt Excel-ark med så detaljerede henvisninger, at det begynder at ligne en bestillingsliste.
4. Ønsk dig gaver, som gør andre glade Du kan for eksempel støtte en lokal kunstner ved at ønske dig et værk af vedkommende, en god middag med din familie, et brætspil, som I alle skal mødes om og spille i vennegruppen, eller foreslå, at dine gæster giver en donation til velgørenhed i dit navn i stedet for en fysisk ting.
5. Bed om oplevelser med giveren Er der noget bedre end at skulle på tur, i biografen eller til middag med din gode ven, mor eller søster? Ønsk dig oplevelser i årets løb med den, der giver gaven.
6. Vis taknemmelighed Husk at skrive, at du er glad for enhver gave, du modtager, uanset størrelse eller værdi. Formentlig er det vigtigste denne dag, at dine nærmeste kommer og deler dagen med dig. Det er en gave i sig selv.