10 tips til en grønnere hverdag

Du kan selvfølgelig skære ned på flyrejser eller skifte din benzinsluger af en bil ud med en eldreven af slagsen, men der er også masser af små ting, du kan gøre for at skåne klimaet – og som bonus din pengepung. Følg disse klimarigtige tips, og gør din levevis lidt grønnere.

Gif tørresnor skåner klimaet

ERSTAT TØRRETUMBLEREN MED TØRRESNOREN Det tager lidt længere tid at tørre tøj, til gengæld skåner du klimaet.

© iStock

Små skridt til en mere klimavenlig hverdag

Synes du, den grønne omstilling virker uoverkommelig, så fat mod. Du behøver nemlig ikke at ændre alle dine vaner på én gang. Beslut dig evt. for at adoptere en ny grøn vane hver måned. På den måde vil du gradvist vænne dig til at tænke grønt. Men flytter det overhovedet noget, tænker du måske. Det er i hvert fald bedre end ikke at gøre noget, og hvis vi alle bakker op, kan det kun gå fremad. Lad os derfor gøre en fælles indsats for at bevæge os i en grønnere retning.

LÆS OGSÅ: Stop madspild – sådan!

10 nemme tiltag, der skåner klimaet

1. Lad vinden klare arbejdet

Det tager lidt længere tid, end hvis du smider det i tumbleren, men du kan forkorte tørretiden ved at sørge for at centrifugere tøjet grundigt, inden du hænger det op. Vælger du at bruge tørretumbler, så husk at rense fnugfilteret før brug. Derved har luften nemmere ved at slippe igennem filteret, så der skal produceres mindre varm luft for at tørre tøjet. Det samme er tilfældet, hvis du kun tørrer lidt tøj. Tør derfor kun det mest nødvendige i maskinen.

2. Spar på vandet

Mellem 6-15 liter vand kommer der ud af dit brusehoved i minuttet, afhængigt af modellen, og hvor meget du skruer op for vandet. Det kan derfor være en god idé at lukke for vandet, mens du sæber dig ind i badet. Der er mange liter at spare.

Skærer du to minutter af din brusebadsseance, bliver det til omkring 7.500 liter vand på et helt år, forudsat at du går i bad hver dag. Der er dog flere andre måder at spare på vandet på. Få tre idéer nedenfor.

3 andre tips til at spare på vandet:

  • Luk for vandet, når du alligevel ikke bruger det, fx mens du børster tænder.
  • Undlad at skylle dit service af, hvis du alligevel bruger opvaskemaskine.
  • Rens grøntsager i en balje med vand, og brug vandet til blomstervanding.

3. Skær ned på sølvpapir

Stanniol er nemt at pakke madpakken ind i og dække madrester af med. Den sølvglinsende folie er dog enormt energikrævende at producere, og ender den i skraldespanden, bliver den ikke genanvendt.

Langt bedre er det at bruge madpapir, patentglas eller genanvendelige plastbøtter. Skal du bruge sølvpapir, fx på grillen, så husk at vaske det af og affaldssortere det som metal efter brug. Bliver sølvpapiret genanvendt, anslås det nemlig, at man kan spare 95 pct. af den energi, der skal bruges til at udvinde nyt aluminium.

3 situationer, hvor du kan spare sølvpapiret:

  • Madpakken 👉 Brug en madkasse, eller pak maden ind i madpapir
  • I køleskabet 👉 Brug plastbøtter, eller sæt en tallerken over en skål
  • I fryseren 👉 Brug en plastbøtte, der tåler at komme på frys

4. Genbrug posen

Medbring en pose eller en rummelig taske, når du køber dagligvarer, så du ikke skal købe en ny pose hver gang. Spørg også gerne dig selv, om du virkelig behøver en plastikpose til en klase bananer eller et par avocadoer, når du står i frugt og grønt-afdelingen.

mule pose
© iStock

5. Sig nej til reklamer

Hvis trykte reklamer blot er noget, der stopper din postkasse til, inden de ryger direkte i skraldespanden, kan du lige så godt fravælge at få tilsendt ugens tilbud på papir. Ud over mindre papirspild kan det samtidig mindske din lyst til at købe ting, du alligevel ikke har brug for – og det gavner også miljøet.

6. Optø mad i køleskabet

Tør du mad op i køleskab, sparer køleskabet strøm, fordi det kan udnytte kulden fra frostvarerne. Samtidig bevarer maden en højere kvalitet, når den tør langsomt op. Skal du tø kød op, så sæt det i et fad, så der ikke drypper kødsaft ud på andre madvarer.

7. Smider du (også) guld ud?

Frugt og grønt tegner sig for ca. 36 pct. af den mad, vi smider ud. Synes du også, vi kan gøre det bedre? Så tænk meget gerne over ikke at købe mere ind, end du har brug for. Det kan godt være, du sparer penge ved at købe ti bananer, men hvis du kun når at spise tre, inden de er brune og slatne, er det spild af de ressourcer, det har “kostet” at tilvejebringe og fragte frugten, men også af dine egne penge. Husk også at bruge maden helt op.

Rynket og slattent grønt kan fx kommes i gryderetter eller fryses ned og bruges i supper. Bær, som er blevet kedelige, kan ligeledes nedfryses til brug i smoothies eller koges op med lidt vaniljepulver til en lækker sylt, du kan komme på skyr eller yoghurt.

Frosne bananer til is

SMIDER DU OVERMODNE BANANER UD? STOP! Frosne bananskiver kan nemlig blendes med peanutbutter og et skvæt mælk til en sund banan-is.

© iStock

8. Fyld vaskemaskinen helt op

Udnytter du vaskemaskinens kapacitet fuldt ud, kan du både spare vand og energi. Det samme gælder opvaskemaskinen. For begge maskiner er der desuden noget at hente ved at bruge et kort program eller et økoprogram, der vasker ved lavere temperaturer. Vasker du tøj ved lave grader, kræver det dog, at du bruger et koldvaskemiddel, der kan fjerne fedt og snavs ved lave temperaturer.

Er tøjet ikke beskidt, kan du måske ovenikøbet nøjes med at rense tøjet med frisk luft, men er det sølet til og fyldt med bakterier, skal det kogevaskes.

9. Dosér rengøringsmidler korrekt

Dit tøj og dine omgivelser bliver ikke nødvendigvis renere af, at du er gavmild med sæben. Tværtimod risikerer du, at der sætter sig sæberester på flader og i tøjet. Følg derfor anvisningen på rengøringsmidlet.

Ved at dosere sæben korrekt skåner du både miljøet og din pengepung, men det giver også meget bedre rengøringsresultater. Kig også gerne efter miljømærkede rengøringsmidler, som fx er mærket med Svanen eller EU-Blomsten – det garanterer nemlig, at produktet er blandt de mest miljøvenlige af slagsen.

10. Hav en fast kop på arbejdet

Mange arbejdspladser tilbyder engangsservice til brug ved kaffe- maskiner eller vandautomater. Men bruger du en eller flere engangskopper hver eneste dag, bliver det til ganske mange kopper i løbet af et helt år.

Tag hellere en kop med hjemmefra, som du kan vaske af igen og igen, og gør det evt. til en regel, at du ikke bruger engangsservice, når der som minimum både er en vask, en opvaskebørste og sæbe til stede.

Plastik i havet

DROP PLASTIKGLASSENE 49 pct. af det affald, der svømmer rundt i havene, stammer nemlig fra engangsplastik som plastikglas, sugerør og ballonpinde.

© iStock