Hvordan laver man nicecream?

Er du vild med flødeis, men knapt så vild med kalorierne? Så er nicecream svaret!

Nicecream, is lavet på banan og chokolade, i glas

NICECREAM smager også fantastisk, hvis du tilsætter chokolade og topper med bær

© iStock

Nicecream er is lavet på bananer. “Og hvad mere?”, tænker du sikkert. Ikke mere!

Isen kan laves udelukkende med bananer og er både lækker, sund og billig. Den er altså præcis lige så nice, som navnet siger.

Hemmeligheden bag nicecream er, at du skal bruge modne bananer – de der bløde bananer med brune pletter, som altid ligger tilbage i frugtskålen, fordi ingen gider spise dem. Deres intense sødme gør dem helt perfekte til is.

Nicecream har samme konsistens som flødeis og er oplagt til dig, der elsker den traditionelle softice, men som gerne vil spare på kalorierne. Bananisen indeholder nemlig kun halvt så mange kalorier som den traditionelle flødeis.

Når du sætter tænderne i de iskolde, blendede bananer, får du desuden dobbelt så meget kalium og magnesium, som hvis du havde valgt flødefætteren, og så får du endda også lidt kostfibre og slipper for mættet fedt

Nicecream

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 Pers.

  • 5 stk. Bananer, godt modnet

Sådan gør du

  • Fjern skrællen, og frys bananerne ned – fx i en fryseegnet plastikbeholder eller frysepose.
  • Lad bananerne tø op i ca. 20-30 min., skær dem i stykker, og kom dem i din foodprocessor. Jo længere du kører, jo mere luftig bliver isen, men den skal selvfølgelig ikke nå at smelte. Bruger du en blender, er det en god idé at tilsætte lidt mælk.

Tilsæt smag

Isen smager fantastisk i sig selv, men du kan også tilsætte smagsgivere, enten i selve isen eller som topping. Prøv fx:

  • Vanilje
  • Bær
  • Peanutbutter
  • Hakket chokolade
  • Citronsaft
  • Mango
  • Lakridspulver
  • Kokosmælk

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 11/2022