Er peberrod sundt?

Der er mange gode grunde til at skrive peberrod på indkøbslisten. Se blandt andet, hvor meget C-vitamin der er i peberrod.

revet peberrod i en skål. Tomater i baggrunden

HVAD ER PEBERROD GODT FOR? Peberrod fyrer op under smagen.

© iStock

Hvad er peberrod godt for?

Peberrod bliver også kaldt for Nordens chili. Roden blev traditionelt set brugt som en lægeplante, mens den i dag hovedsageligt er en ingrediens i køkkenet for smagens skyld. Der er dog masser af vitaminer og mineraler i den hvide rod, så her får du 5 grunde til, hvorfor den blev set som en medicinsk plante.

1) Passer på hjertet

Revet peberrod er rig på mineralet kalium, der kan være med til at sænke blodtrykket hos nogle mennesker. Du skal dog op på et højt niveau af kalium for at få en effekt, hvilket er svært at få gennem den stærke peberrod, som hovedsageligt tilføjes som garniture eller krydderi. Men det er altså ikke helt grebet ud af den blå luft, hvis nogen har fortalt dig, at dit hjerte vil elske dig for at peppe maden op med den klassiske nordiske rod.

2) Tager forkølelsen

Peberrod er rig på sennepsolier, der ifølge gamle husmoderråd renser bihulerne. Og så har den også masser af A og C-vitamin at byde på – to vitaminer, der kan hjælpe med at styrke dit immunforsvar.

Peberrod er en god kilde til C-vitamin (mg pr. 100 g)

3) Giver energi

Der er masser af jern i peberrod, og jern er ansvarlig for, at du kan få ilt transporteret rundt i din krop og dermed for, at alle dine celler fyldes med energi. Vær dog opmærksom på, at du vil skulle spise meget store mængde peberrod for at få den rette mængde jern.

4) Holder dig slank

Det må betegnes som lidt af en overdrivelse, at peberrod kan holde dig slank. Peberrod er ganske rigtigt rig på protein og stoffer, der aktiverer din forbrænding, men ikke nok til, at det har indflydelse på, om du kan holde den slanke linje.

5) Hjælper fordøjelsen

Der er masser af kostfibre i peberrod, og din fordøjelse elsker kostfibre. Vil du virkelig gøre noget godt for dine tarme, så skal du dog nok over i nogle fødevarer, som du kan spise flere og mere af. Læs om kostfibre her.

Sådan bruger du peberrod

Peberrod er et krydderi, du kan bruge til alle de retter, hvor du gerne vil have en stærk peberagtig smag. Riv den, og brug den i dressing eller som pynt på smørrebrød, tatar, pariserbøf, dampede grøntsager, kartoffelmos eller suppe. Den skal ikke varmes op, men tilsættes de lune retter lige inden servering.

En måned eller deromkring kan hel peberrod holde sig, hvis den opbevares på køl. Roden kan desuden fryses ned eller bruges frisk.

Det bedste tilbehør til peberrod

  • Brug peberrod i kartoffelmos, dressinger og supper. Du kan også rive den og bruge den som topping på salater og dampede grøntsager.

  • Den stærke smag fra peberrod går godt sammen med syltede rødbeder eller en kold citronsauce.

  • Råt kød smager også skønt med peberrod. Fx en laksetartar med citron, æble og peberrod.

Revet peberrod

PEBERROD SOM LÆGEMIDDEL Peberrod blev før i tiden brugt som lægemiddel mod skørbug, urinvejsinfektioner og gigt grundet sit høje indhold af C-vitamin.

© iStock