Spis skrællen
Skræl er ikke skrald. Se her, hvor du især får sundhed ud af at spise “indpakningen”.
Frugt og grønt er som bekendt pakket smukt ind fra naturens side, men faktisk er det ikke for at fryde dit øje. Skaller og skræller tjener derimod til at beskytte frugt og grønt mod ydre angreb og er bl.a. derfor proppet med plantestoffer, vitaminer og mineraler, der virker mod plantens fjender.
De mange sunde stoffer i skrællen kan imidlertid også beskytte dig og din sundhed – ofte langt bedre end selve frugtkødet. Faktisk sidder hovedparten af de sunde stoffer i frugt og grønt i skrællen eller lige under, mens selve frugt- eller grønsagskødet primært indeholder vand og kulhydrater.
I Thailand har forskere fx undersøgt 28 frugter og fundet, at de med ganske få undtagelser alle var sundere udenpå end indeni.
Blandt andet har forskning vist, at en lodden kiwiskræl indeholder tre gange så mange antioxidanter som selve frugtkødet, og en æbleskræl kan ifølge ny forskning fra Cornell University i New York halvere væksthastigheden for tarmkræftceller pga. af de mange fytokemikalier.
Men hvis du vil have gavn af alle de sunde kræfter i skrællen, kræver det naturligvis, at de ikke ender i skraldespanden.
Her får du en guide til, hvordan du får spist mere skræl.