Forskere: Derfor bliver chokolade sundere i fremtiden
Et hold forskere mener at have knækket koden til fedtfattig chokolade.
Et hold forskere mener at have knækket koden til fedtfattig chokolade.
Så har vi godt nyt. Et hold forskere fra Leeds University påstår nemlig, at de har fundet ud af, hvad der gør den søde, brune snack så pokkers uimodståelig. Og dermed også løsningen på, hvordan den bliver sundere.
Ifølge forskerne ligger chokoladens tiltrækningskraft først og fremmest i dens tekstur, som ændrer sig radikalt, fra det øjeblik, vi putter den i munden, til den rammer tungen. Og netop den mener forskerne godt, man kan bevare, selvom man fjerner noget af fedtindholdet.
Ved at benytte en tunge speciallavet med 3D kunne forskerne præcist afkode den fysiske proces, der finder sted, når chokolade ændrer sig fra solid form til en silkeblød opløsning i munden.
De så, at det er chokoladens yderste fedtlag, der sammen med spyt får chokoladen til at blive cremet og smelte på tungen. Fedtet inde i chokoladen havde langt mindre betydning for fornemmelsen.
Forskerne mener derfor, at man i fremtiden sagtens vil kunne reducere fedtet i chokolade – såvel som i andre madvarer som is, smør og ost – uden at gå på kompromis med den lækre cremede mundfølelse.
Kilde: The University of Leeds
IFORM nr. 8/2023