Få det bedste ud af din avocado
Avocado er altid et sikkert hit, når du laver tortillas eller chili con carne, men den grønne, fede frugt kan meget mere end det. I FORM viser dig, hvordan du får det bedste ud af din avocado.
Avocado er altid et sikkert hit, når du laver tortillas eller chili con carne, men den grønne, fede frugt kan meget mere end det. I FORM viser dig, hvordan du får det bedste ud af din avocado.
Avocadoen er altid et sikkert hit i guacamole til tortillaer eller chili con carne. Den er også god som skiveskåret i salater, hvor den fede frugt klæder syrlige grønsager som tomater godt.
Spis også gerne avocadoen “naturel” som et mellemmåltid, der kan indtages med ske hvor som helst.
Eller brug den som erstatning for smør eller margarine på brødet og i stedet for mayonnaise og dressing i dine burgere og sandwicher.
Find lækre opskrifter med avocado her
En helt hård avocado smager forfærdeligt og kan være næsten umulig at få ud af sin skal. Avocadoens skræl skal være mat, og frugten skal være blød ved stilkenden. Så er den spiseklar.
Du kan speede avocadoens modningsproces op ved at lægge den i en papirspose sammen med en frugt, der udskiller meget ætylen – fx et æble eller en banan.
Find flere gode tips til at modne din avocado her.
Avocadoer er følsomme over for tryk- og køleskader. Opbevar den helst ved 10-13 grader. Fx i et viktualierum, i vinkælderen eller garagen.
Hvis den kommer i køleskabet, kan der dannes mørke pletter i kødet, og hvis den ligger på køkkenbordet, bliver den hurtigt overmoden.
Hvis du kun skal bruge ½ avocado, så lad stenen blive i og put lidt citronsaft på den halvdel, du ikke skal bruge. C-vitaminet i citronsaften vil forsinke brunfarvningen af avocadokødet.