Airfryer – sundt eller bare varm luft?
Den var tænkt som frituregrydens sunde lillesøster, men airfryeren kan langt mere end at stege pommes fritter, og så er den endda hurtig og billig(ere) i drift.
Den var tænkt som frituregrydens sunde lillesøster, men airfryeren kan langt mere end at stege pommes fritter, og så er den endda hurtig og billig(ere) i drift.
For bare fem år siden havde de færreste danskere formentlig hørt om en airfryer.
Med coronapandemien og siden inflationen har den lille køkkenhjælper dog sneget sig ind i manges hjem, og airfryer-kogebøger ligger på boghandlernes bestsellerlister.
Men hvad er det egentlig for en fætter? Forestil dig, at en varmluftsovn og en frituregryde fik et barn sammen – dét barn er airfryeren.
Vi har talt med Britt Andersen, som er forfatter til flere bøger om airfryers, og som du måske kender fra airfryeropskrifter.dk. Scroll ned, og bliv endnu klogere på køkkenmaskinen, og få hendes bedste tips og tricks.
Airfryeren er en køkkenmaskine, der tilbereder din mad ved at lade varm luft cirkulere meget hurtigt omkring den. På den måde minder den om en lille varmluftsovn.
Luften cirkulerer dog meget hurtigere i airfryeren, og derfor kan du skære en god bid af tilberedningstiden.
Samtidig kan du glæde dig til et både sprødt og saftigt resultat, når du vælger airfryeren, fordi den varme, hurtigtcirkulerende luft frigiver fugten inde i maden.
I airfryere kan du derfor tilberede mange retter, som ellers traditionelt har hørt fritøsen til.
Airfryeren har to helt store trækplastre.
Det ene er, at du kan lave mad helt uden eller med meget lidt fedtstof.
Du kan fx lave sprøde hjemmelavede pommes frites med blot en spiseskefuld olie. Det er varmen og luften, der sikrer dig en sprød stegeskorpe, selv uden fedtstof.
Hvis din oprindelige plan var at friturestege, er det altså uomtvisteligt sundere at hælde din mad i en airfryer, hvor du kan bruge 80-90 % mindre olie.
Ved nogle retter vil der derfor være en del kalorier at spare. Hvis alternativet til dine airfryerfritter eller -forårsruller var en salat eller ovnbagte grøntsager, er sagen naturligvis en anden.
20 Omtrent så mange minutter sparer du, hvis du tilbereder en kylling på 1300 gram i en airfryer frem for i varmluftsovnen.
Er du blevet fristet til at købe din egen airfryer? Det forstår vi godt, men stil lige dig selv spørgsmålene herunder, før du drøner ned i butikken, så du er sikker på at komme hjem med den helt rigtige maskine.