Har du svært ved at overholde en traditionel slankekur, hvor du dag efter dag mærker maven rumle, så er den nye succesdiæt 5:2-diæten måske noget for dig. Her spiser du normalt i 5 ud af ugens 7 dage og faster så delvis i 2 valgfrie dage, hvor du kun må spise frokost og aftensmad på hver 250 kalorier.
– Det er vigtigt, at du ikke bytter rundt på måltiderne og fx. spiser morgenmad og aftensmad, selv om det måske vil være nemmere for dig at overholde. Ved at placere dine to måltider som frokost og aftensmad giver du din krop et længere sammenhængende tidsrum, hvor den befinder sig i ren faste, og det er netop denne faste, der gør en forskel for din vægt og din sundhed, siger I FORMs ernæringsekspert Martin Kreutzer.
Der ligger omfattende forskning bag gevinsterne af at faste. Den viser, at jævnlig faste markant kan forbedre din krops evne til at forbrænde fedt. Som sidegevinst får din sundhed også et gevaldigt løft. Faste kan nemlig holde en potentiel sukkersyge stangen ved at forbedre kroppens insulinfølsomhed, ligesom at det forbedrer dit kolesteroltal, og giver din hjerne et boost.
Følger du kuren, kan du regne med et vægttab på cirka et halvt kilo om ugen samt en mindre livvidde.
Det er den engelske læge Michael Mosley, der står bag bogen om diæten, "The fast diet", som topper bestsellerlisterne i både USA og Storbritanien.
Læs også: Intermittent fasting, en effektiv slankemetode – for nogle af os