Kan tyggegummi bruges som afleder for usunde snacks?

Du har en kæmpe trang til kage og chokolade, men tager i stedet for et stykke tyggegummi. Er det en holdbar strategi? Få svaret af fedmeforskeren.

Kvinde putter et tyggegummi i munden

TYGGEGUMMI kan bruges, når snacktrangen rammer dig. Men øger det appetitten?

© iStock

Når tænderne løber i vand, og du bare skal have et eller andet i munden, er det et mere kalorielet valg at tygge tyggegummi end at sætte tænderne i en drømmekage.

Spørgsmålet er, om tyggegummi gør dig endnu mere lækkersulten.

Når vi begynder at tygge, danner vi mere spyt og enzymer, der skal bruges til at fordøje mad.

“Det er dog først, når der kommer mad i spiserøret og mavesækken, at fordøjelsen går i gang. Derfor er der intet skadeligt ved tyggegummi – det bliver kroppen ikke 'sur' af,” siger Jens Meldgaard Bruun, der er professor i ernæring og forsker i fedme.

Tyggegummi hæmmer appetitten

Men hvad med appetitten: Går den op eller ned af tyggeriet?

"En gennemgang af i alt ni studier, der har undersøgt effekten af tyggegummi, viser blandede resultater. Det lader til, at tyggegummi både kan regulere appetit, så man føler mindre sult og mindsker lysten til at spise generelt og spise søde sager. Resultaterne er dog ikke endegyldige," siger professoren.

Hvis tricket virker for dig, så bliv endelig ved, men man kan ikke udlede, at tyggegummi har samme effekt på alle.

Læs også: 7 gevinster ved at kvitte sukkeret

Skru ned for kalorierne

Har du et bedre råd mod lækkersult?

“Skift det kalorietunge ud med noget kalorielet. Fx indeholder frugt betydeligt færre kalorier end kage, og du får både sødme, tekstur og noget indenbords ud af det,” siger Jens Meldgaard Bruun.

Kilde: Jens Meldgaard Bruun, professor i ernæring, Aarhus Universitet