Er elcyklen farligere end en almindelig cykel?
Elcyklen fylder mere og mere i gadebilledet og i ulykkesstatistikken. Har du betænkeligheder ved at investere i en motordreven cykel, så læs med her.
Elcyklen fylder mere og mere i gadebilledet og i ulykkesstatistikken. Har du betænkeligheder ved at investere i en motordreven cykel, så læs med her.
Det var ment som en joke, da Jacob Haugaard lovede os medvind på cykelstierne i 1994. Men her næsten tre årtier senere er løftet nærmest blevet en realitet.
For med elcyklens indtog, er det blevet væsentligt lettere og hurtigere at komme frem.
Den ekstra fart i pedalerne giver dog også anledning til at spørge, om elcyklen er mere farlig at køre på end en almindelig cykel?
Spørger man hos Vejdirektoratet, som holder øje med trafiksikkerhed og ulykkesstatistik på de danske veje, er svaret nej.
“Da elcyklen kom frem, troede vi, den var mere farlig. Vi nedsatte en arbejdsgruppe til at undersøge det. Men der sker faktisk ikke flere ulykker med el end almindelige cykler,” fortæller Marianne Foldberg Steffensen, Afdelingsleder hos Vejdirektoratet.
Læs også: Derfor får du stadig god motion på en elcykel
Og ifølge Vejdirektoratets ulykkestal, som alene bygger på Politiets indregistreringer, ser det da heller ikke ud til at være tilfældet.
“Elcyklen er bare en cykel med el. Der er ikke noget odiøst eller farligt i den. Og så hurtigt kan den altså heller ikke køre. Det er ikke sværere at bremse op på en elcykel end på en almindelig cykel.”— Marianne Foldberg Steffensen, Afdelingsleder hos Vejdirektoratet.
Antallet af personer, der blev dræbt eller kom til skade på en elcykel i 2022 var 138, mens tallet var 810 for almindelige cyklister.
I dag menes elcyklen at udgøre mindst 20 procent af det danske cykelmarked, så procentvis er der altså heller ikke tale om flere ulykker på elcykler end på almindelige cykler.
Læs også: Planlæg din cykelrute med I FORMs ruteplanner
Én af de cykler, der vokser i popularitet, er el-ladcyklen, som især benyttes af børnefamilier og firmaer, der bringer varer ud. Og netop denne type cykel kan måske for nogle virke overvældende, når den kommer susende i høj fart.
“Du slår dig mere, hvis du kommer i et uheld med en el-ladcykel, men heller ikke den type uheld fylder i statistikken endnu,“ fortæller Marianne Foldberg Steffensen og fortsætter:
“Hvis forbruget af el-ladcykler bliver massivt højt i fremtiden, kan det godt være, de enkelte kommuner bliver nødt til at tage højde for det, fx ved at udvide cykelstierne eller gå i dialog med cyklisterne om, hvordan vi passer på hinanden.”