Derfor får du stadig god motion på en elcykel

Selvom du møder mindre sveddryppende op på job, kan elcykling godt indgå i dit motionsregnskab. Læs hvorfor.

Kvinde, der cykler på elcykel.

MOTION – Ture på elcykel har også en positiv effekt på din sundhed.

© iStock

Overvejer du at skifte den gamle havelåge ud med en smart elcykel, har du måske betænkeligheder i forhold til, hvor meget motion du så vil få.

Men selvom du træder hårdere i pedalerne på en almindelig cykel, får du stadig et godt udbytte på elfætteren.

Ligner du andre el-cyklister, så cykler du nemlig både mere og længere end almindelige cyklister ifølge en undersøgelse fra 2023 fra Vejdirektoratet.

Her svarer 69 pct. af elcykelbrugerne, at de cykler længere end 6 km til arbejde. Det samme gør sig kun gældende for 39 pct. af cyklister på almindelig cykel.

Opmål din cykelrute med I FORMs Ruteplanner her

“Du får mere motion på en almindelig cykel, men hvis alternativet er bil eller bus, giver elcyklen god motion. Især fordi du formentligt kører længere og oftere, end du ville have gjort på en almindelig cykel,” forklarer Marianne Foldberg Steffensen, Afdelingsleder hos Vejdirektoratet.

“Hjertet behøver jo ikke sidde helt oppe i halsen for, at det er motion. Vandring og gang er fx også anerkendte motionsformer, så hvorfor ikke også elcykling? At køre på elcykel er meget bedre end inaktivitet.”
— Marianne Foldberg Steffensen, Afdelingsleder hos Vejdirektoratet

Mulighed for at tonse mere uden for byen

Vejdirektoratets undersøgelse viser også, at elcyklen er mest udbredt i provinsbyer med under 30.000 indbyggere og næstmest udbredt i mindre byer med under 10.000 indbyggere.

Og cykler du et sted med god plads på cykelstien, kan du også få større motionsudbytte, mener Marianne Foldberg Steffensen.

Læs også: Elcyklen kan snart overhale den almindelige cykel

61 % af elcyklister, svarer, at de er begyndt at cykle længere, efter de har købt en elcykel, og 62 procent cykler oftere på grund af deres elcykel.

“Cykling er jo forskelligt, og hvis du kører langt på elcykel i et område, hvor du virkelig har mulighed for at tonse, får du måske mere motion end på en hverdagstur på almindelig cykel gennem et trafikeret København, hvor der er kamp om pladsen.”