Hvad er reformertræning?

Hvor og hvordan dyrker man reformer – og hvad er forskellen egentlig på reformer og pilates? Få svarene her.

Person dyrker reformertræning

EFFEKTIVT Reformertræning giver dig sved på panden og styrke i kroppen.

© iStock

Reformertræning er en moderne videreudvikling af klassisk pilates, som udføres på en maskine kaldet en reformer.

Maskinen består af en glidende vogn, fjedre, stropper og en fodbarre, hvilket måske lyder meget omfattende, men har til formål at træne hele kroppen på en sjov og anderledes måde.

Når du lægger dig i selen, bogstaveligt talt, træner du både styrke, fleksibilitet, balance og udholdenhed på én gang, og niveauet kan altid tilpasses dig, fordi du til dels bruger din egen kropsvægt som modstand, og fordi alle bevægelser er meget kontrollerede, hvilket særligt giver mave og ryg en grundig omgang.

Mere varieret end pilates

I de 50-60 minutter en træningstime varer, guider en instruktør dig gennem en række øvelser og justerer modstanden i maskinen, så den passer til dit niveau.

Læs også: 11 gode grunde til at dyrke pilates

Hvor traditionel pilates typisk laves på en måtte, er reformertræning mere varieret, fordi maskinen giver mulighed for at træne i mange forskellige positioner: liggende, siddende, stående eller knælende. Det åbner for bevægelser, der ikke kan udføres på en måtte.

Reformerens fjedre og stropper giver mulighed for at justere modstanden, så træningen kan tilpasses, så du udfordrer musklerne på en måde, som klassisk pilates ikke altid kan.

Reformerpilates er meget populær for tiden, ja grænsende til træningsdille, men tag ikke fejl – det er en motionsform, som kan give overordentligt meget sved på panden og ømme coremuskler dagen derpå, hvis du giver den hele armen (og benet og maven og ryggen).

Læs også: Væg-pilates er simpelt – og fantastisk for din holdning

Du kan desværre ikke lave reformertræning uden en maskine, men vil du lige kaste dig ud i en gratis prøvetime, inden du beslutter, om den populære maskine er noget for dig, så er der mange steder, som tilbyder dette.

God træning!