Start din egen løbeklub, og kom afsted hver gang

Er du bedre til at lystre sofaens kald end løbeskoenes? En uformel løbeklub kan være nøglen til at komme afsted. Få tips til at starte din egen – eller ny inspiration til, hvad du kan lave med de løbevenner, du allerede har.

Gruppe af løbere i skoven

Kniber det med at finde motivation til løbeturen? Løb i fællesskab med andre, og undgå at blive opslugt af sofaen.

© iStock - Pixdeluxe

Der er mange fordele ved at løbe med en gruppe. Du kommer lettere ud af døren, du kan lære af mere erfarne løbere, og så er løb med andre mennesker både sjovt og hyggeligt. Det kan være lige det, der vækker løbeglæden og får dig afsted!

Har du ikke en håndfuld løbevenner, der står klar til at trække dig med ud, så find dine egne. Det behøver bestemt ikke være svært at starte en uformel løbeklub, og herunder får du en helt masse inspirerende råd, der kan hjælpe dig i gang.

Pssst... der er også en masse inspiration til dig, der allerede løber med en gruppe.

1. Find medlemmer til klubben

Facebook er en god platform til at samle mennesker til din løbeklub. Måske har du allerede snakket med nogle venner, kolleger eller naboer om at løbe, uden at I har gjort noget ved det. Tag initiativ til at samle folk således:

  • Opret en gruppe på Facebook, og sørg for at vælge en sigende titel til gruppen. Nævn gerne i titlen, hvilket løbeniveau gruppen er tiltænkt. Hvis du fx selv er begynder, så skriv, at gruppen er for begyndere og let øvede. Så har du forventningsafstemt fra start.
  • Invitér venner og bekendte til gruppen. Det er en fordel, hvis I bor i samme område. Tilskynd gerne medlemmerne til at invitere andre, så I kan få flere potentielle løbemakkere. Du kan også lave et opslag på FB, hvor du beder folk skrive til dig, hvis de er interesserede.
  • Du kan også hænge en seddel hos den lokale idrætsforening, købmand el.lign. På den måde rækker du ud til flere fra lokalsamfundet, der ikke nødvendigvis er venner med dig på Facebook.
  • Lav en gruppebeskrivelse, hvor du ridser grundreglerne op for medlemmerne. F.eks. kan du skrive, at det er frivilligt at løbe med, men at medlemmerne skal skrive en besked i gruppen for at melde afbud. Så er der rene linjer fra start.
  • Brug generelt Facebook-gruppen til at holde medlemmerne opdateret på planlagte løbeture, arrangementer, aflysninger osv.

2. Sørg for, at I kommer afsted

Som tovholder er det fedt, hvis du selv tager initiativ til de første løbeture. Alliér dig evt. med en makker i gruppen, der gør det samme. Det er rart for alle, hvis der er nogle, der går forrest og får fællesskabet op at køre.

Du kan fx bruge følgende tips til at komme i gang:

  • Planlæg to ugentlige løbeture – gerne en morgentur og en aftentur. Det er lettest at have et fast mødested hver gang. Bed medlemmerne om at skrive en kommentar eller lignende for at tilkendegive, at de har tænkt sig at møde op, så I ikke venter forgæves.
  • Hvis I alle er nybegyndere er det en god idé at søge vejledning online, inden I går i gang. Find f.eks. et godt begynderprogram, og tag udgangspunkt i det.
  • Gruppen kan også benyttes til spontane løbeture, der ligger ud over de planlagte. Her kan alle skrive ud et par timer, før de løber, og andre kan slutte sig til.
  • Undlad at blive slået ud, hvis der ikke er mange, der dukker op i starten. Det kan tage tid at etablere et nyt fællesskab. Sørg blot for selv at være konsistent. Så skal sammenholdet nok komme med tiden.

3. Få medlemmerne til at føle sig inkluderet

Løbeklubben skal ikke være et rum for konkurrence, men derimod et socialt fællesskab.

  • Sørg for, at der ikke er nogen, der falder bagud og bliver efterladt, når I løber i gruppen. Det vigtigste er, at I kommer afsted sammen – ikke at I slår personlige rekorder på turen.
  • Vælg gerne en "frontløber" og en "bagstopper" på hver tur, så I er sikre på at få alle med hjem. Det kan også give mulighed for at løbe i forskellige tempi.
  • Tag et billede af medlemmerne efter hver løbetur, og læg det op i Facebook-gruppen. På den måde foreviger I de gode ture og inspirerer måske andre til også at ville deltage.
  • I kan også lave en ”Ugens løber” pris i form af en t-shirt eller genstand, der gives til den i gruppen, der har løbet særligt godt eller kæmpet ekstra hårdt for at komme afsted. Det kan hjælpe med at holde motivationen oppe og styrker det sociale fællesskab.

4. Sæt et mål, og kæmp sammen for at opnå det

Motivationen kan få et ekstra skub, hvis I løber mod et fælles mål.

  • Beslut jer for, at I gerne vil kunne løbe fx 5 eller 10 km uden pauser, og træn så sammen op imod det mål.
  • I kan også melde jer til et motionsløb et par måneder ude i fremtiden.
  • Der findes mange gode løbeprogrammer på nettet, der kan hjælpe jer på vej mod målet. Del gerne løbeprogrammet i Facebook-gruppen, så alle er med på, hvad der skal ske.
  • I kan også arrangere jeres eget motionsløb, hvor I får jeres børn, naboer eller kolleger til at agere vandpost og heppekor. Det er både sjovt og socialt – og en god måde at tiltrække nye medlemmer på.
gruppe af løbere træner udenfor

TRAENING Supplér løbeturen med en fælles omgang styrketræning. I kan fx skiftes til at vælge en øvelse.

5. Variér træningen, så det forbliver sjovt

Løb er i sig selv en god træningsform, men der er også fordele ved at variere træningen løbende.

  • Undlad at løbe den samme rute hver gang. I kan f.eks. skiftes til at finde gode løberuter i nærområdet. Her kan I FORMs ruteplanner være et godt værktøj.
  • Variér træningen med et sjovt intervalprogram, eller find en trappe halvvejs på turen, og lav en omgang trappetræning.
  • I kan også variere træningen ved at opsøge anderledes terræn. Find fx et sted med gode bakker, og løb bakketræning sammen. Eller arrangér, at I sammen kører ud til en skov og løber en tur på skovstierne. Ved at variere underlaget skåner I kroppene – og får løftet løbeglæden.
  • I kan også booke undervisning med en professionel løbetræner. Invitér løbetræneren til at komme til en af jeres ugentlige træninger, så I sammen kan få gode tips og teknikker til at udvikle jeres løb.

6. Vær konsistent

Det kan være svært at holde gejsten oppe, hvis regnen vælter ned, eller frosten bider i kinderne. Her er rollen som tovholder ekstra vigtig.

  • Duk op. Sørg for, at enten du selv eller en af de andre trofaste medlemmer møder op – uanset hvad.
  • Prøv at holde hinanden motiverede, selvom overskuddet ikke altid er i top. I kan f.eks. dele sjove billeder eller motiverende citater i gruppen for at lokke de andre medlemmer ud at løbe, selvom vejret er dårligt. I kan finde gode tips til at genfinde løbeglæden her - for I fortryder kun de løbeture, I ikke kommer ud på.

7. Dyrk den gode stemning

Det motiverer at få et skud social energi til træning – og der er mange veje til at få fed energi i gruppen.

  • Arrangementer: En god måde at skabe fællesskab på er ved at afholde en årlig sommerfest eller julefrokost. I kan også arrangere et fagligt oplæg, hvor I får en diætist eller løbeekspert ud at holde foredrag for gruppen. Det giver inspiration og skaber samtaleemner.
  • Udvalg: Når gruppen er etableret, kan I tage initiativ til at starte nogle udvalg. Det kan fx være et snackudvalg, et tøjudvalg eller et festudvalg.
  • Husk de små sejre: Det er vigtigt, at I husker at fejre jer selv og hinanden, når I opnår noget. Men husk at løbe videre og sætte jer et nyt mål, når det gamle er opnået.

Rigtig god løbetur!