Marie fulgte løbeprogram: “Det har ikke været et problem at komme ud af døren”
Marie troede ikke, hun havde viljestyrken til at lære at løbe. Derfor var det en kæmpe hjælp at følge et løbeprogram med lydfiler og bare gøre, som der blev sagt.
Marie troede ikke, hun havde viljestyrken til at lære at løbe. Derfor var det en kæmpe hjælp at følge et løbeprogram med lydfiler og bare gøre, som der blev sagt.
Marie har ikke haft en træningsrutine så længe, hun kan huske. Mange gange har hun forsøgt at komme i gang med løb eller styrketræning, men når det er blevet fysisk hårdt, har hun givet op.
Sådan er årene gået, men Marie har alligevel holdt sig sund og energisk. Indtil nu, i hvert fald.
For næste år fylder hun 50 år, og nu er kroppen begyndt at værke med ømme led, en tung kropsfornemmelse og overflødige kilo. Lige præcis de tegn blev Maries spark til at kaste sig ud i et 5 km-løbeprogram. Læs, hvordan det gik.
Hvordan har det været at følge løbeprogrammet?
“Meget positivt! Det har helt klart været en hjælp til at komme i gang med at løbe. Fysisk udholdenhed er ikke min stærke side. Jeg har været typen, der ikke kunne tage mig sammen af mig selv.”
Hvad har motiveret dig nu?
“Jeg er nået en moden alder, hvor jeg tænker mere på min sundhed og mit helbred end nogensinde før. I en alder af 49 år behøver jeg ikke at blive øm i leddene og forpustet af småting. Derfor vil jeg gerne passe bedre på mig selv.”
Var det svært at holde motivationen?
“Faktisk ikke. Det er ret vildt, at det ikke har været et problem at komme ud af døren. Jeg har følt mig høj, hver gang jeg har gennemført en træning. Det gav mere selvtillid til at fortsætte.”
Hvad har du fået ud af at følge programmet?
“Jeg kan løbe 30 minutter – det kan jeg sgu!”
“På gode dage kommer jeg ind i et flow, hvor jeg mister tidsfornemmelsen, så det ikke føles som den store anstrengelse.”— Marie, har fulgt 5 km-løbeprogrammet
Har du mærket andre gevinster?
“Ja, følelsen af velvære: Jeg har mere energi og føler, jeg er god ved mig selv. Det gør heller ikke noget, at jeg har tabt 3 kilo. Da jeg gik i gang med at løbe, bredte det sig, så jeg også fik lyst til at være sund på andre områder, fx med kosten.”
Hvad tror du har gjort forskellen?
“Det har været en kæmpe hjælp at følge lydfilerne. De har skabt struktur, fokus og fastholdelse. Før syntes jeg, at løb var tungt og kedeligt. Nu synes jeg, det er fedt – ikke hele tiden, men det meste af tiden.”