Studie: Sundhedsfordele ved bare 2.300 skridt om dagen
Har du svært ved at komme op på 10.000 daglige skridt? Så kan du glæde dig over, at sundhedsfordelene tilsyneladende starter ved langt færre skridt.
Har du svært ved at komme op på 10.000 daglige skridt? Så kan du glæde dig over, at sundhedsfordelene tilsyneladende starter ved langt færre skridt.
Gang er sundt – det ved vi godt. Det forbrænder kalorier, holder kredsløbet sundt, styrker musklerne og gør dig i bedre humør.
Mange af os stiler efter 10.000 daglige skridt, men nu viser forskning, at sundhedsfordelene allerede starter ved sølle 2.300 skridt om dagen.
Det er forskere fra Medical University of Lodz i Polen samt Johns Hopkins University, der har kigget på hele 17 studier med i alt 226.000 mennesker. Studiet er publiceret i European Journal of Preventive Cardiology.
Forskerne fandt, at lige over 2.300 daglige skridt var nok til at reducere risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Kommer du op på 4.000 skridt, reducerer du også din risiko for at dø for tidligt.
Men det er altså ikke sådan, at alt over 4.000 skridt er spildt – langt fra. Ifølge forskerne reducerede deltagerne deres risiko for at dø for tidligt med yderligere 15 % for hver 1.000 ekstra skridt ud over de 4.000, de tog dagligt.
Går du 10.000 skridt eller mere dagligt, skal du derfor endelig bare fortsætte – og så kan du glæde dig over, at du stadig høster sundhedsfordele på de dage, hvor gåturen bliver lidt kortere.