Er det hårdere at cykle i koldt vejr?

Er det bare en illusion, at det går lidt lettere på cyklen om sommeren, eller er der faktisk noget om snakken? Få svaret her.

cyklist med vanter på

PÅ MED VANTEN – og afsted i al slags vejr.

© iStock

Ja, den er faktisk god nok, hvis du nogle gange føler, det er som at køre ind i en mur, når du sætter dig på jernhesten en kølig morgen. Det er der mange grunde til.

I koldt vejr fortættes luften. Afstanden mellem luftmolekylerne bliver simpelthen mindre. Det betyder, at du skal skubbe en større vægt af luft til side for at komme fremad.

Derudover bevirker udsving i lufttrykket, at det typisk blæser mere i den koldeste halvdel af året, og der er mere modstand i modvind, end der er medvind i ... ja, medvind.

Kæde og tandhjul samler også mere snavs, og dine dæk bliver stivere, hvilket får dem til at rulle langsommere end på en varm sommerdag.

Sidst, men ikke mindst spiller dit tøj en rolle. I juli fræser du måske afsted i T-shirt og shorts, mens du sikkert kører rundt i tykt tøj efterår, vinter og tidligt forår. Det gør heller ikke noget godt for aerodynamikken.

KILDE: DMI

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 05/2024