Forskning: Paracetamol skader måske graviditeten

Hvis du prøver at blive gravid, bør du måske holde igen med en bestemt slags hovedpinepiller, mener forskere.

piller og et glas vand i en kvindes hænder

PARACETAMOL ER DET AKTIVE STOF i blandt andet Panodil og Pinex – og kan købes i håndkøb.

© iStock

Prøver du at blive gravid? Eller er du det allerede? Så er det måske alligevel ikke så sikkert at tage smertestillende med paracetamol, som hidtil antaget.

Det kommer måske bag på dig, for paracetamol har som antydet længe været betragtet som et sikkert valg for gravide. Men nu peger ny forskning på, at du bør være ekstra opmærksom, allerede når du forsøger at blive gravid.

Data, der stammer fra laboratorie- og dyreforsøg, viser nemlig, at stoffet kan påvirke det befrugtede æg i de allerførste stadier af graviditeten – altså når man måske slet ikke ved endnu, at man er gravid.

”Vores resultater viser, at det kan være en god idé for kvinder, der forsøger at blive gravide, at være tilbageholdende med brugen af paracetamol,” udtaler førsteforfatter til studiet og laboratorieleder ved Rigshospitalets Fertilitetsklinik, Morten Rønn Petersen, i en pressemeddelelse.

Læs også: 7 programmer til sund og sikker gravidtræning hjemme

Hvorfor kan paracetamol være skadeligt?

Studiet viser, at paracetamol kan forstyrre den tidlige udvikling af det befrugtede æg.

Det forklarer David Møbjerg Kristensen, der er seniorforsker ved Rigshospitalet og en af forskerne bag studiet:

”Vores resultater viser, at paracetamol i det befrugtede æg bremser cellernes evne til at dele sig, hvilket muligvis kan lede til tab af graviditet. Det sker ved at begrænse cellernes evne til at danne nyt DNA. Reduceret celledeling kan have en stor betydning for udviklingen af det befrugtede æg, hvor hver eneste celledeling er meget vigtig,” siger David Møbjerg Kristensen.

Læs også: Terminsberegner: Hvornår skal du føde?