Må jeg stjæle tid fra min søvn til træning?

Jeg er mor til to små børn, som går i daginstitution, mens min mand og jeg er på arbejde. Aftenerne flyver afsted, og når børnene falder i søvn, er jeg ved at bevime af træthed. Jeg elsker at træne, men hvornår skal jeg gøre det?

Søvn er ikke til forhandling

Nej, du må IKKE stjæle tid til træning fra din søvn. Søvn er et af de naturlige menneskeligt behov, som ikke er til forhandling, så det vil være en møgstrategi med en klar vinder og en klar taber. Får du søvn nok? Tag testen her.

Den klare vinder er din samvittighed og den glorie, du kan pudse, fordi du har trænet. Den klare taber er resten af dit liv, for når din søvn er ude af balance, kommer alt andet det også: Humør, energi, handlinger, relationer, koncentrationsevne – listen er uendelig lang.

I en ideel verden havde vi alle mulighed for at træne en time hver dag i arbejdstiden. Det ville både ansatte og bundlinje nyde godt af, og travle forældre ville få en fair chance for at holde sig i form. Det lyder ikke, som om din arbejdsplads giver dig den mulighed.

Brug dine vågne timer fornuftigt

Derfor skal du først kigge på, hvordan I som familie tilbringer jeres vågne timer sammen. Hvor mange timer bruger I fx foran tv og tablets? TV og ipad står ikke på listen over menneskelige behov, som ikke er til forhandling. Og ja, det kan føles rart at slappe passivt af foran skærmen, både for børn og voksne, men mere end 30 minutter gavner hverken jeres trivsel, lykke eller livskvalitet.

Træn med dine børn

I stedet for at tænde for skærmen kan du sige til dine børn: Hey, I skal ud at cykle, og jeg løber ved siden af. Så vil de sikkert protestere: Øv, vi gider ikke. Måske smider de cyklen. Men holder du fast, kan en daglig tur blive en god vane, som alle glæder sig til.

Nu tænker du sikkert: “Det er godt med dig. Det er ikke dig, der står med min hverdag og føler dig presset.” Nej, men det er vigtigt at tænke over, hvordan vi bruger døgnets 24 timer. Hvis vi voksne ikke kan finde tid til træning, kan vores børn heller ikke. Børn skal lære, at de nogle gange bliver nødt til at gøre ting, som er vigtige, selv om de ikke har lyst. Klik her, og få 5 øvelser, som du og dit barn vil elske

Gå en tur i skoven

Gåture er en anden mulighed. Du forbrænder ikke supermange kalorier, men selv små børn skal kunne klare en times gåtur. Fra naturens side er vi bygget til det. At gå sammen er en rigtig god måde at komme ned i gear på. Måske vil ungerne til at begynde med kede sig, men appeller til deres nysgerrighed, og tal om de ting, I møder undervejs. Hvorfor vokser den plante her? Hvad mon det er for en hund?

Problemet er, at børns nysgerrighed er blevet meget passiv, fordi de er vant til at få researchen serveret. Fx via børneprogrammerne på tv. Det er vores opgave som voksne at vække den til live, for hvis vi selv synes, at det er dødsygt at gå og kun glæder os til at komme hjem til ipad'en, kan vi være stensikre på, at børnene også keder sig. Men går I ind i det med engagement, får I en stimulerende gang digital detox med indbygget motion.

Børn er også ret gode til at løbe. Leg "Hvem kommer først?" hen til næste lygtepæl? Eller det røde hus? Lad dem vinde 70 pct. af tiden, men vind over dem resten af gangene, så de lærer at tabe og udvikler fighterinstinkt. I har alle godt af at træne sammen. Og sker det hver eneste dag, er det jo aldrig til diskussion.