Guide til kompressionsstrømper

Er du dedikeret løber, kan du have glæde af et par kompressionsstrømper, der styrker blodomløbet i benene. Læs om fordelene, og se I FORMs tests af de populære strømper.

Kvinde løber med kompressionsstrømper

KOMPRESSIONSSTRØMPER Mange mener, at kompressionsstrømper forbedrer deres løbeoplevelse.

© iStock

Du har sikkert set folk løbe med de såkaldte kompressionsstrømper rundt omkring på stier og veje. Har du ikke selv prøvet dem endnu, kan du i artiklen her blive klogere på, hvad det er, de populære strømper menes at kunne. Du kan også blive guidet til, hvilke kompressionsstrømper der er gode – det er nemlig et produkt, vi har testet flere gange på I FORM.

Kompressionsstrømper – en guide

Hvad er kompressionsstrømper?

Kompressionsstrømper er lange strømper, der går til lige under knæet. De er lavet i et kraftigt, elastisk stof, der klemmer (komprimerer) lægmusklerne. De sidder helt stramt for at hjælpe med at presse blodet væk fra benene. Formålet er at fremme restitutionen og modvirke ømhed og skader.

Hvordan virker kompressionsstrømper?

Kompressionseffekten har til formål at påvirke blodgennemstrømningen. Hjertet pumper blod gennem pulsårerne ud i kroppen. Blodet kommer tilbage til hjertet via vener. Det er anstrengende, specielt for venerne i benene, som transporterer blodet fra det punkt i kroppen, som er længst væk fra hjertet, op mod hjertet.

Der er desuden forskel på det tryk, som blodet normalt løber henholdsvis væk fra og tilbage til hjertet med. Når hjertet pumper blodet ud til arme og ben, sker det typisk med et tryk på ca. 120 mmHg. Men når blodet har været ude i vævet og gøre gavn, er trykket på tilbagevejen kun 5-10 mmHg. Det kan betyde, at blodet i et vist omfang ophobes i venerne. Når du får hævede fødder, er det fx på grund af for meget ophobet blod i benets vener.

Kompressionsstrømpernes job er at hjælpe venerne med at presse blodet fra underbenene tilbage til hjertet ved hjælp af et tryk, som er størst ved anklen og aftagende op mod knæet. Det skal give et bedre flow i blodcirkulationen og mindre ophobning af blod i benene.

Illustrationen viser kompressionsstrømpers effekt på veneblodårerne. De røde blodårer illustrerer blodets vej ud i benene – de blå viser blodets vej tilbage til hjertet.

Sådan påvirker kompressionsstrømper dit blodomløb i benene.

Hvorfor skal jeg bruge kompressionstrømper til træning?

Mange sportsudøvere oplever masser af gode effekter, når de bruger kompressionsstrømper. Det er bare ikke alle de effekter, der findes videnskabelig evidens for. Forskerne diskuterer fx stadig, hvorvidt kompressionsstrømper øger din udholdenhed og får dig til at løbe hurtigere.

Til gengæld er det slået fast, at kompressionsstrømperne kan styrke blodgennemstrømningen og give musklerne stabilitet. For nogle betyder det, at træthedsfølelsen og ømheden efter træning bliver væsentligt reduceret.

Det bedste råd er, at du selv prøver kompressionsstrømperne af – det kan i hvert fald ikke skade at løbe i dem. I så fald kan du lægge mærke til, hvilke af nedenstående fordele du oplever – i højere eller mindre grad:

4 mulige fordele ved kompressionsstrømper

Kompressionsstrømper kan forebygge muskelømhed: Kompressionsstrømper aflaster musklerne, fordi de via presset på huden sørger for øget blodgennemstrømning i kroppens væv, før det ryger tilbage til hjertet. Det giver blodets immunceller kortere tid til at trænge ind i musklerne og bidrage til den inflammation, som normalt forårsager muskelømhed.

Kompressionsstrømper kan mindske træthed: Studier har vist, at kompression i træningstøj er med til at stabilisere dig samt mindske din opfattelse af træthed under træningen. Teorien er, at du bliver mindre træt i kroppen, når musklerne holdes stabile og ikke hopper op og ned. Til gengæld er forskerne i tvivl om, hvorvidt den manglende træthedsfølelse får dig til at præstere bedre. At du er træt, er nemlig ikke alene bundet op på noget fysiologisk, der sker i musklerne, men også på den mentale proces i hjernen.

Kompressionsstrømper kan mindske risiko for muskulære skader: Med kompressionsstrømper minimeres risikoen for skader, fordi musklerne holdes på plads.

Kompressionsstrømper kan forbedre restitutionen: Når vi træner, kan der ikke undgå at ske skader i musklerne, hvor bl.a. mikroskopiske fibre rives over. Ved at stabilisere musklerne med kompressionsstrømper, kan du støtte op om cellernes genopbygning. Med andre ord: Du kan opleve at blive mindre øm. Du opnår den største virkning, hvis du tager kompressionsstrømperne på lige efter træning og beholder dem på et døgns tid.

Får kompressionsstrømper mig til at løbe hurtigere?

En ting er, at kompressionsstrømper kan højne velværet under træning. En anden er, om de ligefrem kan styrke præstationen, så du løber hurtigere og har højere udholdenhed. Det sidste er forskning ikke nået frem til et entydigt svar på.

Flere studier fra School of Sport and Exercise fra Massey University i New Zealand afviser, at kompressionsstrømper giver relativt veltrænede løbere nogen fysiologiske fordele hverken under eller efter løbeturen.

I den anden ende af skalaen finder man fx en undersøgelse fra Erlangen-Nürnberg-universitetet i Tyskland, som du kan læse mere om her. I et forsøg blev en stribe atleter sat til at løbe med en given fart indtil udmattelse. Det viste sig, at løberne med kompressionsstrømper på kunne holde farten 5 procent længere end de øvrige, ligesom deres anaerobe tærskel, altså den hastighed, hvor der begynder at ske en kraftig syreophobning, blev løftet markant. Løberne med de tætsiddende, knælange strømper kunne holde en fart på 14,1 km/t mod 13,9 km/t hos dem uden kompressionsstrømper.

Trods uenigheden synes der at være en herskende opfattelse af, at kompressionsstrømper primært gør en nævneværdig forskel, når vi snakker længere distancer i et relativt højt tempo.

Forebygger kompressionsstrømper sygdomme?

Ja, kompressionsstrømper har en god forebyggende effekt på åreknuder, svigtende veneklapper, blodpropper i benene – og på trætte og hævede ben i al almindelighed. Det kan fx være i forbindelse med graviditet, eller når du sidder stille længe på rejsen eller jobbet.

Mennesker, der har lægens ord for nedsat blodcirkulation, kan får ordineret at gå med kompressionsstrømper. De kan nemlig behandle eller modvirke åreknuder, åreforkalkning i benene og dårligt venekredsløb. Ønsker du tilskud til støttestrømper af medicinske grunde, skal du snakke med din egen læge om at ansøge kommunen.

Hvad skal jeg kigge efter, når jeg køber kompressionsstrømper?

Når du skal anskaffe dig et par kompressionsstrømper, skal du kigge efter følgende detaljer:

  • Kompressionsstrømpernes pasform: De skal sidde stramt om læggen, men stadig være behagelige.

  • Materialet. Det skal være rart, ventilerende og uden generende syninger.

  • Selve kompression-effekten. Sokken skal sidde strammest om anklen og yde et tryk, der aftager gradvist op mod knæet.

Sådan måler du din størrelse af kompressionsstrømper

Skal du have nye almindelige strømper, kan du nøjes med at vælge dem ud fra din skostørrelse. Sådan er det ikke med kompressionsstrømper.

I og med, at de skal yde et pres ind på huden, skal du have flere mål parat, før du kan købe den rigtige størrelse kompressionsstrømper. Hvad enten du køber standardsortiment eller får specialsyet et par kompressionsstrømper efter mål, skal du altså have målebåndet frem og måle anklen på det smalleste sted og læggen på det bredeste sted. Det vigtigste mål er omkredsen af din ankel og derefter omkredsen af din læg. Fodstørrelsen er mindre vigtigt.

Du kan få hjælp til det i en sportsforretning – særligt dem, der er specialiseret i løb, vil være vant til at hjælpe med dette.

Mål størrelsen til kompressionsstrømper

MÅL, DU SKAL KENDE, NÅR DU KØBER KOMPRESSIONSSTRØMPER

  1. Omkredsen af dine underben, der hvor læggen er bredest.

  2. Omkredsen af din ankel på det smalleste sted.

  3. Din skostørrelse, for at kunne afgøre selve strømpefodens størrelse.

Hvordan tager jeg kompressionsstrømper på?

Kompressionsstrømper sidder meget tæt til benet, og de kan derfor ikke bare tages på som en hvilken som helst anden strømpe.

  1. Vend strømpen på vrangen.
  2. Sæt foddelen på og vær omhyggelig med, at den sidder korrekt.
  3. Fordel strømpen ensartet, og rul og skub den op ad benet med flade hænder.
  4. Kontrollér til sidst, at hele strømpen sidder korrekt og når lige så højt op ad benet, som den er beregnet til.

Hvordan fjerner jeg lugten i kompressionsstrømper?

Kompressionsstrømper bør vaskes efter hver træning for at forhindre bakterie- og svampevækst. Du vasker dine kompressionsstrømper i maskinen ved 40 grader og hænger dem til tørre. Undgå skyllemiddel for at bevare kompressionen.

Har lugten først sat sig, findes der desinficerende vaskemidler. De kan effektivt fjerner lugt og bakterier, som almindelig sæbe ikke formår. Brug fx Rodalon, der kan tilsættes i vaskemaskinen eller bruges til iblødsætning.

TEST: I FORM tester kompressionsstrømper

I FORM tester løbende forskellige kompressionsstrømper. Alle kompressionsstrømper i vores test bliver afprøvet grundigt. De bliver bedømt på design, pasform, kompression og pris.

I FORM har testet disse 6 kompressionsstrømper i 2019

  • Newline kompressionsstrømper – Compression Sock
  • Seger kompressionsstrømper – Running Mid Compression
  • CEP kompressionsstrømper – Run Socks 3.0
  • Gococo kompressionsstrømper – Compression Superior
  • 2XU kompressionsstrømper – Vectr light cushion
  • Asics kompressionsstrømper – Compression sock

Hvilke kompressionsstrømper blev bedst i test i 2019? Og hvilke kompressionsstrømper har vi kåret som vores bedste køb? Læs testen af kompressionsstrømper nedenfor.

I FORM har testet disse 5 kompressionsstrømper i 2018

  • 2XU kompressionsstrømper – Compression Performance Run Socks
  • Falke kompressionsstrømper – Energizing Cool
  • CEP kompressionsstrømper – Nighttech
  • Hummel kompressionsstrømper – Tech Compression Sock
  • Compression Sport kompressionsstrømper – Full Socks V2 1

Hvilke kompressionsstrømper blev bedst i test i 2018? Og hvilke kompressionsstrømper har vi kåret som vores bedste køb? Hent testen af kompressionsstrømper nedenfor.