34 spændende fakta om orgasmer

De giver lykkefølelse og lyst til at ligge tæt. Men vidste du, at orgasmen har også andre funktioner end nydelse?

En champagneflasker, der popper- ligesom sex, der kulminerer i en orgasme.

ORGASME - En god orgasme kan føles som en beruselse. Så her undersøger vi, hvordan du får endnu flere af dem.

© iStock

Lad os tage det helt lavpraktiske først. Selvom videnskaben ikke med sikkerhed ved, hvorfor vi mennesker får orgasme under sex, så er der nok én særligt god grund.

Stil dig selv dette spørgsmål: Ville du lave børn, hvis det ikke var sjovt, dejligt, tilfredsstillende, ja ligefrem vanedannende at have sex?

Måske ville du. Men det hjælper på lysten, at processen er en nydelse. Derfor er der også forskere, der mener, at orgasmer faktisk er naturens udspekulerede måde at “narre” os til at reproducere os selv.

Med andre ord: Et par sekunders eufori gør os villige til evolutionært at risikere liv og helbred under graviditet og fødsel, for ikke at tale om 18 års efterfølgende bekymringer for de små poder, der kommer ud af det.

Smart nok at gøre orgasmer så dejlige, at vi bliver ved med at komme tilbage efter flere.

Men glem artens overlevelse. Orgasmer er også en fordel på en hel masse andre punkter. Videnskabelige tidsskrifter er fulde af studier, der gennem tiden har vist, at orgasmer holder vores hjerner friske, styrker hjertet og forebygger kræft.

Dertil kommer de mange følelsesmæssige gevinster, som orgasmer er årsag til. Vidste du for eksempel, at orgasmer frigiver de samme stoffer i din hjerne som amning? Selvfølgelig. Hvordan skulle du ellers knytte de vigtigste bånd i dit liv? Smart, igen.

Men lad os tage det helt konkret: Orgasme er en nydelse, der vokser gradvist i løbet af sexakten for at kulminere til sidst.

Følelsen kan være så stærk, at du ikke er i stand til at se, høre eller tænke på noget som helst andet i lige dét øjeblik end intens vellyst. En “masserefleks” i din krop bliver det beskrevet som lægeligt. For der er snart sagt intet i din krop, der ikke er med, når du kommer.

Så hvad dælen er det, der rent faktisk foregår, når du får en orgasme? Det kan du læse mere om her – og tilmed få et par fif med på vejen.

1 Så mange orgasmer findes der


Orgasmeteorier bølger frem og tilbage og dermed også opfattelsen af, hvor mange slags der findes.
Her er et bud:

Klitoris

Den, de fleste kender! Stimulering af klitoris er klart den nemmeste vej til orgasme for de fleste. Klitoris består nemlig af tusindvis af nerveender, og derfor er det ikke mærkeligt, at studier har vist, at mange kvinder har behov for berøring af netop klitoris for at opnå orgasme.

8000 Så mange nerveender er der i en klitorisglans, altså den synlige del. 4.000 er der til sammenligning i et penishoved.
— Kilde: Sciencealert.com

Vaginal

Svært, men sker da. Studier har slået fast, at ca. 18 procent af alle kvinder har oplevet orgasme alene ved penetration. Altså: Der er ikke noget galt med dig, hvis du ikke er blandt dem. En orgasme, der sker ved penetration, hvor klitoris ikke stimuleres, betragtes som en vaginal orgasme. Teorien er, at orgasmen kommer af, at penis rammer et punkt lige omkring livmoderhalsen.

G-punkt

Måske, måske ikke. Det har været diskuteret meget, om der findes et G-punkt hos kvinder. Det skulle ifølge teorien sidde på forvæggen af skeden. Hvis det findes, er det en måde at opnå orgasme ved penetrationssex uden stimulering af klitoris. Måske er der tale om en slags klitorisorgasme, for du kan ikke se det med det blotte øje, men klitoris strækker sig langt ind i skeden.

50 % af alle kvinder har faket en orgasme. For mænd er tallet “kun” 25 %.
— Kilde: University of Kansas, 2010

Brystvorter

For de særligt sensitive! Det siges, at nogle kan opnå orgasme alene ved stimulering af brystvorterne. Sandt er det, at brysterne er en erogen zone, men hvor mange der i realiteten kan opnå orgasme uden berøring af deres kønsorganer, er meget usikkert.

Anal

Heldig bivirkning? Når analsex leder til orgasme hos kvinder, mener man, at det nok skyldes, at anus ligger så tæt på skeden, at nærliggende erogene zoner indirekte stimuleres, herunder de nerveender i klitoris, der rækker langt ind i skeden.

Sprøjte

Hovsa! Nogle kvinder oplever, at der ved orgasmen udskilles væske. Det er dog usikkert, hvad det er. Nogle mener urin, andre mener at have påvist, at det i hvert fald ikke er urin. Alt mellem 10 og 54 pct. af kvinder skønnes i forskellige studier at have oplevet det.

Blandet

Måske værd at udforske? Klitoris strækker sig indvendigt langs skeden og bliver derfor også stimuleret under penetration. Derfor kan det være svært at skelne mellem orgasmer. Af den grund er der også noget, der hedder en “blandet orgasme”. Måske den er ansvarlig for mange orgasmer, når alt kommer til alt.

2 Det sker der i hjernen under orgasme


Grafik af en hjerne. Den påvirkes meget op til og under en orgasme.

HJERNE - Hvad der foregår i hjernen op til og under en orgasme – det er ikke småting!

© iStock

Den logiske del af hjernen lukker ned under sex. Det er grunden til, at vi i reglen føler os modigere og mindre hæmmede i sengen end de fleste andre steder.

Et område i hjernen, der har at gøre med lagring af seksuelle fantasier og oplevelser, aktiveres, når vi har sex. Hvorfor? Så vi kan trække på minder til at hjælpe os med at få orgasme.

Har du undret dig over, at du gerne vil bides under sex, men nødigt nives, mens du handler ind? Det er, fordi hjernen udskiller stoffer under sex, som gør os mindre følsomme over for smerte.

Mens I har sex – og også når I kommer – har hjernen travlt med at producere kærlighedshormonet oxytocin, som giver velvære og hjælper jer til at knytte tætte bånd til hinanden.

Stoffet prolaktin frigives også under orgasmen. Det giver den følelse af tilfredshed, der ledsager orgasmen.

Der er en grund til, at god sex er vanedannende. Når vi får orgasme, frigiver hjernen fornøjelseshormonet dopamin – et belønningshormon, som også frigives ved god mad.

Træt? Efter orgasmen frigiver hjernen hormoner, der får os til at føle glæde og træthed. Kroppen nedreguleres og beroliges bl.a. ved at udskille serotonin, så du bliver afslappet og klar til en lille lur.

Kun hos kvinder fortsætter også frigivelsen af oxytocin efter orgasme. Måske en forklaring på, at kvinder kan have behov for at ligge tæt efter sex.

3 Det sker der i kroppen under orgasme


Grafik over kvindekroppen med fremhævede punkter, der påvirkes under en orgasme.

KROP - Hele din orgasmisme bliver påvirket, når du gennemgår en orgasme – og det er på den gode måde.

© iStock

Hud

Du må gerne rødme! Det er ikke, fordi du er genert. Det er bare blodtilstrømningen til huden, der øges, så den føles varm, fordi du er ophidset.

Hjerte

Angst, motion, sygdom. Hjertet kan galoppere af alskens gode og dårlige årsager. Men under sex skyldes det din ophidselse. Hjertet banker hurtigere, jo mere ophidset du bliver, og topper under orgasmen.

Brystvorter

Bliver dine brystvorter stive og nubrede? Det er et godt tegn. Når vi er ophidsede, trækker musklerne i brystet sig sammen, så huden omkring brystvorten – areola – trækker sig sammen.

Lunger

Det kan minde om en løbetur, når du har sex. For når du er ophidset, bliver din vejrtrækning hurtigere, jo mere ophidset du bliver. Efter orgasmen beroliges dit åndedræt igen.

Kønsorganer

  • Der flyder mere blod til klitoris, kønslæber og skede, så de svulmer op.
  • Skeden bliver våd og får en mørkere farve.
  • Klitoris bliver mere følsom over for berøring.
  • Under orgasmen sker der en krampeagtig spænding i bækkenbunden, der går over i rytmiske sammentrækninger af skeden med knap et sekunds mellemrum og varer i nogle sekunder, før de ebber ud.
  • Efter orgasmen vender skede og klitoris tilbage til sin oprindelige størrelse og farve.

Hos mænd:

  • Stiv penis er nok det mest synlige bevis på ophidselse. Der flyder mere blod til penis.
  • Testiklerne trækker sig opad.
  • Under orgasme strammes og løsnes muskler i bunden af penis, og sæden sprøjter ud i stød.
  • Og så vender penis tilbage til sin normale størrelse.

Muskler

En “masserefleks” kan man kalde orgasmen. Når vi er ophidsede, spænder muskler i hele kroppen op og øger den seksuelle spænding. Under orgasmen når spændingen sit højdepunkt, så der kommer intense muskelsammentrækninger, som slipper igen, når orgasmen ebber ud.

4 Er det sundt af få en orgasme?


Ja, det er flere sundhedsfordele ved at få orgasmer. Her kan du se de mest betydningsfulde for henholdsvis kvinder og mænd.

Kvinder: Godt for hjertet

Amerikanske forskere har fundet ud af, at orgasmer er sunde for kvinder. Især ældre kvinder, hvor regelmæssige orgasmer giver mindre risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Kilde: University of Chicago, 2016

Mænd: Forebygger kræft

Et amerikansk studie viser, hvorfor det er sundt for mænd at få orgasme ofte. Det viser sig nemlig, at mænd, der har sædafgang flere end 21 gange om måneden, har 20 pct. lavere risiko for prostatakræft end mænd, der kun ejakulerer 4-7 gange om måneden.

5 Flere sjove facts om orgasme


Selvsikre kvinder får flere orgasmer

“Orgasmekløften” er betegnelsen for det faktum, at kvinder langt sjældnere får orgasme end mænd. Ny amerikansk forskning giver nu et bud på en løsning.

Forskere har opdaget, at seksuel selvsikkerhed hos kvinder hænger sammen med hyppigere orgasmer og større seksuel tilfredsstillelse. Derfor kan det være en fordel kulturelt at “opdrage” piger til at være mere seksuelt selvsikre.
Kilde: Texas A&M University, 2021

Støn er ikke en del af orgasmen

Mange ting spiller ind, når en kvinde får orgasme, såsom hjertebanken, stive brystvorter og hurtig vejrtrækning, som alt sammen er en del af kroppens ufrivillige reaktioner.

Det er støn til gengæld ikke, konkluderer et canadisk studie fra 2022, hvor man har spurgt 637 kvinder i forskellige aldre om deres orgasmeoplevelser. Ud fra deres svar kan støn streges på listen.
Kilde: University of Ottawa, 2022

Forhold er godt for orgasmen

Det er en fordel at have en partner frem for tilfældig sex med fremmede. Jo bedre du kender din sexpartner, og jo flere gange I har haft sex, jo større er chancen for orgasme.

Forskning viser nemlig, at det er 6 gange mere sandsynligt, at du får orgasme under sex, hvis du har kendt din partner i mere end et halvt år (i forhold til hvis det var første møde).
Kilde: American Sociological Review, 2012