Hvornår er man en boomer?
Vi er allesammen forskellige. Men er du født mellem 1946 og 1964 (eller kender du en, der er), kan du sikkert nikke genkendende til mindst et punkt på vores boomer-liste over kendetegn for efterkrigsgenerationen.
Vi er allesammen forskellige. Men er du født mellem 1946 og 1964 (eller kender du en, der er), kan du sikkert nikke genkendende til mindst et punkt på vores boomer-liste over kendetegn for efterkrigsgenerationen.
Bruger du tit den gule emoji, der græder af grin? Hvis du gør, så er det muligt, at du er en boomer. Generationen fra efterkrigstiden får af sine yngre medmennesker skyld for meget – ikke mindst at være en smule kiksede.
Hvor stammer udtrykket fra? Og hvad karakteriserer en boomer? Få svar på alle dine spørgsmål om boomer her!
Ordet boomer er en forkortelse for baby boomer. Baby boomer-generationen opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor der i den vestlige verden var en stigning i fødselstallet.
I sig selv er der jo ingen endegyldige kendetegn, som passer på alle mennesker, der er født i samme generation. Alligevel siger den tid, vi er vokset op i, noget om, hvad vi er påvirket af, og det kommer typisk til udtryk i vores værdier, indkøbsvaner og politiske holdninger.
Boomere får skudt en lang række stereotype egenskaber i skoene. Fx kaldes boomere også for mig-generationen, fordi de er kendt for at være privilegerede og selvcentrerede – både som forbrugere og vælgere.
Boomere bliver desuden skældt ud for at være ude af trit med det moderne arbejdsmarked, da de er fra en tid, hvor der gjaldt andre dyder på jobbet end i dag.
Særligt de yngre generationer beskylder boomere for at være grådige og rage til sig, ikke mindst på boligmarkedet. For boomernes børn og børnebørn kan det være svært at få fodfæste på netop boligmarkedet nu om dage, og så virker det som en rød klud, når boomere tilkendegiver, at det jo bare handler om at smøge ærmerne op, bestille noget og spare sammen – fordi det virkede for dem.
Omvendt mener nogle boomere, at yngre generationer er forkælede curlingbørn, som ikke kan holde på et fast arbejde og hellere vil tage billeder af deres avocadomadder. Nu ved du nok selv, om du er boomer eller ej ;)
Når nogen siger “okay, boomer”, er det en ironisk måde at affeje og gøre grin med nogens holdninger og væremåde på grund af deres alder. Det betyder: “Hvad ved du? Dine holdninger er forældede og privilegieblinde.”
Udtrykket er udbredt på medier som Twitter og TikTok, og i New Zealand brugte en yngre politiker i 2019 udtrykket til at affeje en kollegas indvendinger, da hun talte om klimaforandringer, og hvad vi skal gøre ved dem. Kollegaen afbrød hendes tale, hvortil hun bare svarede: “Okay, boomer” og fortsatte. Så var han sat på plads!
Uanset hvilken tid vi er vokset op i, så kommer vi helt sikkert langt med en god portion humor og selvironi, når snakken falder på boomere, millennials og alle de andre. Find din generation herunder, og se de (meget grove) generaliseringer, der kendetegner den:
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 05/2023