Hvorfor gør alkohol mig trist dagen derpå?

Gør kulørte drinks dig trist og opgivende dagen efter en sjov fest, så er du ikke alene. Læs her, hvad der egentlig sker med dit humør, når du drikker alkohol.

ALKOHOL

ALKOHOL - Livet stinker nogle gange dagen efter en god fest.

© iStock

Føler du dig lidt trist og opgivende dagen efter en glad og sjov julefrokost, skal du vide, at det er helt normalt og en anerkendt bivirkning ved alkohol.

Nogle får hovedpine og er uoplagte. Andre får kvalme. Og andre igen vågner altså med “hangover blues”.

Alkohol kan nemlig sagtens sætte sig på dit humør, både når du drikker, og når alkoholen forlader kroppen igen.

Når du drikker, trænger den ind i hjernen og skaber ubalance i såkaldte neurotransmittere, der sender signaler rundt til hjernens mange celler.

Den skruer op for nogle signalstoffer og ned for nogle andre.

Fx øges produktionen af stofferne dopamin og serotonin, der stimulerer dit humør.

Du oplever derfor måske at blive glad og opstemt, mens du drikker, men når alkoholen forlader kroppen igen, så daler niveauet og efterlader hjernen i en ubalance, der altså midlertidigt kan påvirke dit humør negativt.

Det hjælper sikkert heller ikke ligefrem på humøret, at du måske har sovet dårligt eller alt for lidt.

Dine lidelser er dog heldigvis kortvarige, for tømmermænd går altid over igen.

TIPS MOD (DE VÆRSTE) TØMMERMÆND

Der er kun garanti for at undgå tømmermænd, hvis du springer de våde varer over, men du kan dog gøre noget for at undgå de værste gener.

Spis, før eller mens du drikker.

Alkohol optages nemlig særlig hurtigt i blodet, hvis du drikker på tom mave.

Hold en god væskebalance.

Alkohol virker vanddrivende, så husk derfor at drikke lige så meget vand, som du drikker alkohol.

Drik lidt mindre.

Hvis du ønsker at styre helt uden om tømmermænd, kan du vælge at skifte alkoholen ud med alkoholfrie alternativer, fx mocktails. Men du kan jo også overveje at drikke bare lidt mindre.

Kilde: Janne Tolstrup, professor i epidemiologi og interventioner samt forsker i alkohol ved Center for Alkoholforskning ved Statens Institut for Folkesundhed