Mæslingesmitte stiger – det højeste niveau i 25 år

WHO har et mål om at eliminere mæslinger inden 2030 – alligevel stiger smitten.

FLERE OG FLERE MÆSLINGE TILFÆLDE I EUROPA skyldes ifølge UNICEF, at færre blev vaccineret under Covid-19, og at der stadig er et efterslæb.

© iStock

Det går den forkerte vej, når det kommer til at udrydde den smitsomme sygdom mæslinger.

Indenfor de seneste år er smitten steget.

Alene i 2024 blev der registreret 359.500 mæslingetilfælde på verdensplan. Over en tredjedel af dem var i Europa.

Dermed kom Europa sidste år op på det højeste niveau af mæslingetilfælde i 25 år.

Det skriver UNICEF i en pressemeddelelse.

“Tallene er alvorlige og kræver akut handling. Virussen spreder sig på tværs af grænser og kontinenter og vil ramme de steder, hvor vaccinationsdækningen er for lav,” udtaler Susanne Dahl, der er generalsekretær for UNICEF Danmark.

Efterdønningerne af corona

Verdenssundhedsorganisationen WHO har et mål om at eliminere mæslinger i Europa inden 2030. Da mæslinger er utrolig smitsomt, er det nødvendigt, at mindst 95 pct. af befolkningen bliver vaccineret to gange for at få flokimmunitet.

Alligevel er antallet af mæslingeudbrud steget i både 2023 og 2024. Faktisk så meget, at der i 2024 var dobbelt så mange smittede som året før.

Ifølge Unicef skyldes stigningen, at færre blev vaccineret mod mæslinger under covid-19. Samtidig er mange lande i dag stadig ikke kommet op på samme niveau af vacciner som inden pandemien.

En halv million børn i Europa missede i 2023 deres første vaccination mod mæslinger.

Læs også: Feber – immunforsvarets brandvarme våben