Kan svimmelhed skyldes løse øresten?

Løse øresten er den hyppigste årsag til svimmelhed: Heldigvis er lidelsen ufarlig, og du kan endda kurere dig selv.

Kvinde med lukkede øje og i grå jakke, der tager sig til hovedet på gaden

ØRESTEN - Svimmelheden kan føles voldsom og opstå alle vegne. Men husk at den går over igen af sig selv efter 20-30 sekunder.

© iStock

Svimmelhed kan skyldes mange ting, og hvis du har hørt, at løse øresten kan være en årsag, er den god nok.

Den godartede lidelse rammer op mod hver fjerde og er den hyppigste årsag til, at vi bliver svimle.

Svimmelheden opstår, når små kalkkrystaller i det indre øre river sig løs og bevæger sig ind i den bagerste buegang i øret, hvor en anden del af balanceapparatet sidder.

Stenene lander i noget væske og glider langs buegangens hulrum, når du bevæger hovedet.

Så når du kigger op, ned eller drejer hovedet til siden, bevæger stenene sig og forsinker den naturligt forekommende væskestrømning i buegangen og gør dig rotatorisk svimmel.

Et anfald varer i 20-30 sekunder og kan opleves voldsomt.

Så længe stenene er i buegangen, bliver du svimmel, når du bevæger hovedet i samme retning som buegangen. Nogle gange falder stenene ud og på plads af sig selv. Ellers kan de rystes på plads ved at lave bestemte øvelser.

Lægen kan se, i hvilken side stenene er løse, ud fra om dine øjne flakker, når du lægger dig hurtigt ned på ryggen med hovedet til siden.

Sådan kurerer du selv løse øresten

  • Sid oprejst på et leje med hovedet drejet skråt til den side, hvor dine øresten er løse. Læg dig hurtigt ned på ryggen med hovedet bøjet let bagover. Hold stillingen i 30 sekunder.

  • Drej så hovedet til den modsatte side, og hold stillingen i 30 sekunder.

  • Vend hurtigt resten af kroppen til samme side, som dit hoved nu vender. Lig i sideleje med hovedet drejet, så næsen peger skråt ned mod gulvet. Hold stillingen i 30 sekunder.

  • Sæt dig op sidelæns, stadig med hovedet drejet mod siden. Undgå, at hovedet bøjes bagover.

  • Du skal ofte lave øvelserne flere gange, før du er kureret. Lav kun øvelsen en gang om dagen.

  • Det er en god idé at sove med hovedet hævet, fx ved hjælp af puder, indtil svimmelheden er helt væk.

  • Lægen kan også bruge en svimmelhedsstol til at få stenene på plads.

Newsletter background