Kan en sukkerknald virkelig dulme hvepsestik?

Det er højsæson for aggressive og nærgående hvepse og bier, der hurtigt kan efterlade et kløende stik på huden. Her er fire råd, der kan virke lindrende.

Kvinde klør sig på overarm. En hveps har stukket hende. Hun søger råd til behandling.

HVEPSESTIK - Klø vil et hvepsestik altid gøre. Men du kan faktisk gøre et par ting for at begrænse generne.

© iStock

Af for s…! Risikoen for at blive stukket af en hveps eller bi topper i sensommeren.

Det hænger sammen med, at de er ekstra aggressive, fordi de spiser gæret nedfalden frugt, som gør dem stærkt berusede.

Du genkender et stik på, at det er rødt, klør med det samme og efterfølgende hæver op.

Hvis det er et bistik, kan brodden sidde tilbage. Fjern den straks med en negl eller et kreditkort. Tryk den ikke ud, da det kan presse yderligere gift ind.

Så kan du sætte ind mod kløen med disse råd:

1. Sug giften ud

En giftsuger virker omvendt af en sprøjte. Sæt den over biddet, og træk opad i stemplet, så giften suges ud. Giftsugeren kan købes på apoteket. Du kan også bruge munden til at suge giften ud af stikket igen.

2. Sæt en sukkerknald på stikket

Ideen med en sukkerknald er også, at den skal suge giften ud. Den indeholder et osmotisk aktivt stof, så den trækker væske til sig. Fugt sukkerknalden, og tryk den mod stikket.

Flere forskere har forsøgt at dokumentere virkningen, som mange har erfaret. Nogle studier viser ‘ja’, andre ‘måske’. Så du må leve i uvished.

Til gengæld er sukker med garanti billigt, uskadeligt for huden og virker afledende, så prøv det!

3. Køl ned med is

Læg en isklump eller en pose frosne ærter på stikket, og vent ti minutter. Det er veldokumenteret, at kulde både virker mod smerte og kløe.

Kulden får blodkarrene til at trække sig sammen, så blodgennemstrømningen omkring stikket nedsættes. Derved mindskes hævelsen. Nerveledningshastigheden sættes også ned, og det lindrer smerten.

4. Skaf tablet eller salve

På apoteket findes der forskellige lokalbedøvende salver eller geler, som lindrer. Du kan også tage en antihistamintablet. Den sætter ind mod kroppens signalstof, histamin, som er det, der udløser udslæt og kløe som en reaktion mod hvepsens gift.

Salve smørres mod en arm som behandling mod bistik.

SALVE - Kløestillende og smertelindrende salve har dokumenteret effekt. Det kan man ikke sige om en sukkerknald.

© iStock